Fremad Amager kan være på vej på nye hænder – igen.
Efter hvad Bold erfarer, er der for tiden gang i kulisserne hos en dansk investorkreds i forsøget på at overtage klubben.
Som Bold forstår det, er der tale om en investorkreds på 10-12 personer, som lige nu sidder og kigger på muligheden for at overtage Fremad Amager.
I kredsen af personer, som Bold har hørt omtalt, dukker mindst ét interessant navn op.
Parkens tidligere direktør og formand, Flemming Østergaard bliver nævnt som en af de involverede. Ikke som en investor, men som en slags rådgiver for de mulige investorer.
- Mit navn er nævnt, og det er korrekt, at jeg de seneste måneder flere gange er blevet kontaktet af unge mennesker i fodboldmiljøet, som igennem længere tid har set muligheder i eventuelt at kunne overtage Fremad Amager.

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix.
- Det er også korrekt, at de gerne så, at jeg blev en del af opstarten – enten som mentor, rådgiver eller eventuelt som formand.
- De har siddet og regnet på forskellige muligheder samt ikke mindst på at skaffe den nødvendige kapital, siger Flemming Østergaard, der endnu ikke har besluttet sig for, om han vil træde ind og være en del af projektet.
Efter hvad Bold erfarer ser investorkredsen et stort potentiale i Fremad Amager, der har været præget af meget uro og ballade de seneste år.
Det hænger blandt andet sammen med, at hvis man tager hele Amager og sammenligner med byerne i Danmark, er hele Amager den tredjestørste 'by'.
225.000 indbyggere er der alene på Amager, hvilket fortæller noget om potentialet i Fremad Amager.

Foto: Kasper Lund.
Økonomisk rod og kaos
Lars Hein, der er en del af ejerkredsen i Velkommen, er hovedejer i Fremad Amager.
I 2023 præsenterede de et stort underskud på 15 mio. kr. Sidste år leverede klubben for første gang siden 2012 et overskud på bundlinjen.
Det skete primært på grund af et markedsføringssalg på 20,8 mio. kr. til moderselskabet, Salescorp Denmark, der også er ejet af Lars Hein.
Klubben har en negativ egenkapital på 41 mio. kr.

Foto: Fremad Amager.
Forsøgte i 2022
Flemming Østergaards navn har tidligere været fremme i forbindelse med Fremad Amager.
Han optrådte som en slags rådgiver, da en lokal investor fra Amager i 2022 forsøgte at købe klubben.
- Jeg var rådgiver på projektet og havde en dansk investor parat til at købe Fremad Amager.
- Vi var i forhandlinger med de russiske ejere, men efter at have gennemgået regnskaberne, kunne jeg ikke anbefale køberen at slå til, sagde Flemming Østergaard ved den lejlighed.
Anton Zingarevich solgte klubben for det symbolske beløb på én dollar til de svindeldømte amerikanere Josh Wallace og Richard Finger.
Siden var de ved at køre klubben i sænk. Her kom Lars Hein og Velkommen til og reddede Fremad Amager endnu engang. Det var i oktober 2023, at de sikrede klubben overlevelse.
Nu kan klubben igen havne på nye hænder, hvis det ender med en aftale med de nye investorer. Som Bold forstår det, kan en afklaring være nært forestående.

Fremad Amager
CampoBet 2. division





































