Fremad Amager er ramt af nye problemer.
2. divisionsklubben har igen mistet kontrakttilladelsen og må derfor ikke indgå nye kontrakter med spillere.
Klubben må godt ophæve kontrakter, ligesom alle nuværende kontrakter er gyldige på de vilkår, de er blevet indgået.
Fremad Amager fik i august sidste år dispensation i 12 måneder til at indgå kontrakter efter at have mistet den på grund af økonomiske problemer, blandt andet udestående gæld.
Nu 10 måneder senere - før dispensationen udløb - har klubben så igen mistet tilladelsen.
Klubber kan få tilbagekaldt kontrakttilladelsen, hvis der eksempelvis er forfalden gæld til andre klubber, offentlige myndigheder eller spillere, herunder manglende rettidig lønudbetaling.
Bold forsøger at få en kommentar fra Fremad Amager-ejer Lars Hein.
Bold har tidligere beskrevet, hvordan lønnen flere gange har været forsinket i Fremad Amager, ligesom klubben længe har haft massive økonomiske problemer.
Sidste år præsenterede klubben et underskud på 15 millioner kroner for 2023, hvor det samtidig fremgik, at der var en egenkapital på minus 43 millioner kroner og var 'væsentlig usikkerhed om selskabets fortsatte drift'.
Salescorp Denmark ApS, der ejer Fremad Amager Elite og sidste år stillede økonomisk garanti for klubben, havde desuden et underskud på 32,6 millioner kroner, en massiv negativ egenkapital, en kæmpe skattegæld og havde i forbindelse med et lån handlet i strid med selskabsloven.
I sidste uge kunne Bold fortælle, at Fremad Amager-spillerne var blevet sendt hjem fra træning efter et højspændt møde, som kom efter mange måneders konflikter, hvor truppen blandt andet var gået til klubejer Lars Hein med beskeden om at have mistet tilliden til cheftræner Christian Iversen. Læs den historie her.


Fremad Amager
CampoBet 2. division


































