2022-09-22 13:01:02

Rilwan Hassan var i Serie 4-klub: Store ambitioner

Rilwan Hassan holdt formen ved lige over sommeren i Serie 4-klubben FCH 6100, og det siger noget om klubben, siger Magnus W. Møller til bold.dk. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Serie 4-klubben FCH 6100 fik sig noget af en oplevelse, da selveste Rilwan Hassan dukkede op til træning. Hassan forlod SønderjyskE i sommer, men den tidligere Superliga-spiller ville holde formen ved lige over sommeren. 

Derfor mødte 31-årige Hassan op i serieklubben, og det var en kæmpe oplevelse for Serie 4-mandskabet. FCH 6100-profilen Magnus W. Møller siger til bold.dk, at han kender Hassan, og det var den vej igennem, at det kom i stand. 

Hassan nåede aldrig at spille for Serie 4-holdet, da han i transfervinduet skiftede til norske HamKam, der har Jakob Michelsen som træner. 

Det var dog en stor oplevelse at have Hassan på besøg.

- Jeg arbejder selv i SønderjyskE, så jeg kender Rilwan (Hassan, red.). Han boede ikke så langt væk fra Haderslev i en lille landsby tæt på, og så spurgte jeg, om han ikke ville træne med. Jeg sagde, at vi spiller i Serie 4, men vi ser ikke os selv som et Serie 4-hold. Han har trænet med nogle gange. 

Artiklen fortsætter efter billedet

Haderslev -Rilwan Hassan var i Serie 4-klub: Store ambitioner
Foto: FCH 6100

- Vi undersøgte faktisk muligheden for, at han skulle spille for vores hold, men det skulle være ud fra den betingelse, at han kunne skifte frit. Vi var i kontakt med DBU, og han skulle skifte inden 31. august. Han kunne godt have spillet for os, men så var han blevet låst fra 31. august. 

- Det gjorde, at han ikke kom til at spille for os, men han har trænet med en del gange over sommeren, og det var super fedt. Jeg synes også, at det siger noget om, at klubben har rykket sig, siden han ville træne med herude. Han syntes, at det var sjovt, og han kunne lige så godt have trænet med andre steder, siger Magnus W. Møller til bold.dk. 

25-årige Møller fortæller, at FCH 6100 (FC Haderslev 6100) består af en del tidligere ungdomsspillere i SønderjyskE, der gerne vil spille fodbold på lidt lavere niveau. Det betyder dog ikke, at ambitionerne er små for klubben, der blev stiftet i starten af 2022.

- Haderslev FK spiller i Serie 1, og der vil vi gerne op så hurtigt som muligt. Vi er indstillet på, at vi skal fremad, siger Møller og tilføjer, at Jyllandsserie-bold er den store drøm for mandskabet. 

Modstandere trækker sig

Serieklubben satser på at skabe en fødekæde i klubben, så den bliver ved med at udvikle sig. Mandskabet har dog en lille udfordring i øjeblikket. I denne sæson spiller førsteholdet i Serie 4, og her har flere af modstanderne trukket sig. Det samme gjorde sig gældende i foråret i Serie 5. 

Derfor er det lidt vanskeligt at holde folk til ilden, siger Møller, hvis mandskabet ikke får lov til at spille så mange kampe. 

- I foråret spillede vi tre ud af ti kampe, fordi vi vandt 15-1, 10-0 og 12-0, når vi spillede, så det er hurtigt gået op for folk, at det ikke er så sjovt at spille mod os. 

- Vi skulle have spillet i søndags, men den blev aflyst, da modstanderen ikke ville spille mod os. Vi skulle have spillet i onsdags, men den modstander ville så heller ikke møde os. Vi skal spille på søndag, men den bliver så til noget, siger Magnus W. Møller til bold.dk. 

Rilwan Hassan kan skrive hele 296 Superliga-kampe på CV’et med 27 mål og 36 assists til følge for FC Midtjylland og SønderjyskE. 

Du kan se Hassan score på flot vis i videoen øverst i artiklen.

FCH 6100 er nummer to i Serie 4 Pulje 94 med 19 point efter syv kampe og en målscore på 31-4.

Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce