Oscar Buch har torsdag fået ophævet sin kontrakt med HB Køge efter halvandet år i NordicBet Liga-klubben.
25-årige Buch har et stort ønske om at blive brugt mere på kanten, hvilket ikke har været tilfældet i HB Køge, og det er den største årsag til, at han nu har forladt klubben.
- Jeg har fået masser af spilletid, men er blevet brugt primært som venstreback og wingback, og det er ikke der, jeg hører hjemme, fortæller Buch til bold.dk.
- Jeg har haft dialog med Daniel Agger og Lars Jacobsen om det, for det er ikke der, jeg er bedst, men det er den rolle, jeg har været nødsaget til at have, blandt andet fordi vi ikke har haft andre.
- Der var ikke nogen udsigter til, at det ville ændre sig i foråret, og derfor gav det bedst mening for mig og klubben at skilles nu.
Er du skuffet over, at dit ønske om at spille på kanten ikke er blevet ført ud i livet?
- Ja, det er jeg vel. Omvendt er jeg rigtig lettet og glad over at være kommet væk derfra nu. Jeg kunne ikke se mig selv i projektet længere.
Jeg er glad for, at der har været ærlighed i processen, for det har været rimelig ligetil. Det var ikke Køges ønske, og jeg er bare glad for, at de gik med til.
En rodet og turbulent tid
Der er sket meget på det halvandet år, som Oscar Buch har været en del af HB Køge, og kantspilleren mener, at det har været en rodet omgang.
- Da vi spillede den første kamp under Agger og Lars, vandt vi 2-0 ude over AC Horsens, og der tænkte jeg 'okay, det her bliver godt'. Men stille og roligt er mange spillere blevet udfaset, og den store udskiftning har gjort det hele rodet.
- Det har været en noget rodet og turbulent tid, både at være spiller i, men også for HB Køge tror jeg. Det har gjort, at vi aldrig rigtig har haft muligheden for at gennemføre de ambitioner, der var.
- Det var vel kun de første tre-fire måneder af mit ophold, at vi havde en trup, der var stærk nok til at kunne spille med der, inden den store udskiftning begyndte.
- Så det har da været en skuffelse sportsligt. Men jeg har ikke fortrudt at være en del af det, og Daniel og Lars har givet mig noget helt andet, end jeg har været vant til.
Skal finde det rigtige match
Den store udskiftning har også haft indflydelse på Oscar Buchs beslutning om at få ophævet kontrakten.
- Det spiller da helt klart også en rolle. Det har været et rodet halvandet år. Mike Jensen, Oskar Snorre og Jubril Adedeji er vist de eneste, der har været der længere end mig, og jeg har kun været der halvandet år.
- Så det er næsten en hel trup, der er skiftet ud. Det har været svært at vide altid, hvor man stod i det, så det har da gjort min beslutning nemmere.
Oscar Buch er nu fri til at finde en ny klub, og han holder sine muligheder åbne,
- Nu skal jeg finde det rigtige match for mig. Om det er på Sjælland, i Jylland eller i udlandet, må vi se. Nogle gange skal man også gå med mavefornemmelsen, siger Oscar Buch.
25-årige Oscar Buch har en fortid i blandt andet FC Roskilde, Brønshøj og Hvidovre.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
HB Køge
Betinia Liga

























