HB Køge er inde i en god stime i Betinia Ligaen.
Onsdag aften vandt Svanerne 2-1 ude over Hobro IK, og de er nu oppe på fire sejre i træk.
Sejren betyder, at HB Køge nu fire point over nedrykningsstregen i 1. division, og de mange sejre avler selvtillid. Det fortæller klubbens cheftræner Nicklas Pedersen til Bold.
- Det er helt tydeligt, at spillerne har en stor tro på tingene i øjeblikket, det har vi også som stab, men det har vi egentligt haft hele tiden - også da vi gik ind til slutspillet med fem point op, fortæller cheftræner Nicklas Pedersen til Bold.
Selv om HB Køges overlevelseschancer ser gode ud i øjeblikket, så er arbejdet langt fra færdigt.
- Vi er slet ikke i mål endnu, og det gør vi også med ud af at italesætte over for spillerne. Vi har et lille ’gap’ ned til B.93 og Hobro, så der er intet, der er afgjort endnu. Vi skal være lige så koncentrerede og afklarede, som vi har været i de andre kampe.
- Så der er en god tro på tingene, men også respekt for situationen, der er ikke nogen her, som tager let på tingene og tror, at den er kørt hjem. Det er den absolut ikke, fortæller HB Køge-cheftræneren.
Garvede profiler har været guld værd
Forud for forårssæsonen hentede HB Køge Tobias Thomsen og Marcel Rømer hjemme efter ophold i Island.
De to garvede profiler har vist sig at være guld værd i HB Køges forårssæson, hvor de har suppleret klubbens unge profiler godt, mener cheftræneren.
- Det har helt klart styrket vores trup. Det vi snakkede om præstationsmæssigt var, at bundniveauet var for lavt, fordi vores topniveau var højt, men når bunden faldt ud, så faldt den også ud, fordi det nærmest kun var Mike (Jensen, red.), som havde noget alder.
- Man må bare sige, at Marcel og Tobias er gået ind og har taget et kæmpe ansvar.
Marcel Rømer har stabiliseret midtbanen, mens Tobias Thomsen har bidraget med mål, oplæg og arbejdsiver.
- Selv i de dårlige perioder har vi med Marcel et anker inde som sekseren, som er virkelig god til at styre de andre og kommunikere.
- Tobias er bare fuldkommen afklaret med, at der vil være perioder, hvor vi skal forsvare, og så er han bare første mand til det, siger Nicklas Pedersen.
Tobias Thomsen og Marcel Rømer har ikke kun været en gevinst inde på grønsværen.
De to profiler har også bidraget til kulturen og omklædningsrummet.
- Så både for det taktiske men også for omklædningsrummet har det været fuldstændig fantastisk at få de her to ind.
- De er fuldstændig afklarede omkring situationen og har et kæmpe hjerte for klubben, slutter Nicklas Pedersen.
Næste opgave for HB Køge er på søndag, hvor de får besøg af AaB.
Du kan se stillingen i 1. division her.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere
HB Køge
Betinia Liga



































