2026-04-25 09:00:00

Danmarks yngste divisionstræner jagter højere hylde

Daniel Simacon stopper efter denne sæson i HIK og sigter nu efter at lande en rolle på en højere hylde. Det kan sagtens blive som assistenttræner, fortæller han til Bold.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

2. div - 25. runde

FT

VEN

4 - 1

HIK

Siden 2023 har Daniel Simacon haft ansvaret i HIK, men efter denne sæson forlader han 2. divisionsklubben til fordel for nye græsgange.

Det fortalte sportschef Per Frimann fredag og storroste den unge cheftræner, som altså nu skal på jagt efter nye udfordringer i sin stadig spæde karriere. 

Men hvor går turen mon hen for Danmarks yngste cheftræner i divisionerne?

Over for Bold fortæller Daniel Simacon, at der på nuværende tidspunkt er flere muligheder i spil. 

- Først og fremmest skal historien lige lande, og så skal jeg sammen med mit bagland arbejde på noget i løbet af de næste uger. 

- Så må vi se, hvad der ender med at dukke op. Jeg er åben for både at være assistent og cheftræner. Det vigtigste for mig er at komme til en god klub, der er bygget sundt op. 

190312
Foto: HIK

- Men lige nu skal jeg have kigget på, hvilke muligheder der åbner sig, og så må vi se, hvor mange kaffeaftaler der ender med at ligge ude i fremtiden. 

Artiklen fortsætter efter billedet

CampoBet 2. division -Danmarks yngste divisionstræner jagter højere hylde
Foto: HIK

Har der været noget konkret? 

- Der var noget interesse i vinter fra et par klubber, men ikke noget konkret. Der har også været lidt løst i løbet af de her dage, men ikke noget specifikt.

- Hvis jeg skal være assistenttræner, er det dog klart, at det helst skal være i en højere række end 2. division. Det ville jeg ikke kunne se mig selv i, medmindre der virkelig ligger et godt tilbud på bordet, siger han med et smil og fortsætter:

- Jeg leder efter en klub, hvor niveauet er en tand højere end i HIK, men det behøver ikke nødvendigvis at være en fuldtidsklub. 

- Det kan også være en deltidsklub eller noget, der minder om HIK. Som udgangspunkt skal det dog være på et højere niveau, slår han fast.

Selv peger 31-årige Simacon på et naturligt behov for forandring som årsagen til sit stop i klubben fra Hellerup.

- Jeg har været i HIK i ni år, hvoraf tre og et halvt år har været på senior. Jeg har behov for at møde nogle andre rammer og blive udfordret på andre måder.

- Når man går op og ned ad hinanden så meget, som vi har gjort i HIK, har man også behov for at få nogle nye inputs på et tidspunkt. 

- Jeg føler, at det er det rigtige tidspunkt nu, fortæller trænertalentet.

224506
Foto: HIK

Lært meget af Per Frimann
Tiden i HIK har dog tydeligvis sat dybe spor i Daniel Simacon, som også har været en del af klubbens ungdomsafdeling.

Han er således gået hele vejen fra roller som breddeansvarlig, U14-træner, U17-assistent og cheftræner for U19-holdet til nu at have ansvaret for klubbens 2. divisionshold.

- HIK har betydet rigtig meget for mig. Jeg har været her i næsten en tredjedel af mit liv. Klubben har givet mig muligheden for at udvikle mig - både fagligt og personligt.

- Der har været nogle mennesker, der har troet på mig, og jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at betale tilbage. 

- Det er en klub fyldt med gode mennesker, som har betydet enormt meget for mig, fortæller han.

Den unge cheftræner har blandt andet arbejdet tæt sammen med Per Frimann, der sidder på rollen som sportschef i HIK.

- Det har været underholdende. Per er en rigtig, rigtig god mand, og han har mange gode idéer. 

- Samtidig har det været Per og mig i fællesskab, der har skullet vurdere, hvor gode de idéer reelt har været. Han har nogle erfaringer - både fra 2. division og fra sin spillerkarriere - som også er kommet mig til gode. 

- Det har været sindssygt spændende at kunne vidensdele med Per og blive klogere på den del, siger Simacon om den tidligere landsholdsspiller og nuværende Viaplay-kommentator.

'Kunne være mine bedsteforældre'
Da Daniel Simacon i sin tid overtog tøjlerne i HIK, blev han på samme tid den yngste fodboldtræner i de professionelle rækker.

Det var noget helt specielt for HIK-chefen, som lige pludselig skulle agere chef over for jævnaldrende og ikke mindst ældre spillere samt andre ansatte.

- Det har helt sikkert været specielt at skulle træne og lede folk på ens egen alder. Samtidig har man jo også en stab, hvor nogen af dem kunne være mine bedsteforældre.

- Det har været utroligt spændende at træde ind i et miljø, hvor man skal lede personer, der er både jævnaldrende og ældre. Men når først bolden triller, er det ikke noget, man tænker så meget over, lyder det.

242549
Foto: HIK

Han erkender dog i samme ombæring, at starten bød på udfordringer.

- I starten var det helt klart svært, fordi man skulle bevise sig. 

- Det har været enormt vigtigt for mig at være velforberedt og gøre tingene ordentligt - netop for at min alder ikke skulle blive et argument for, hvorfor jeg ikke lykkes, siger han.

Store ambitioner
Simacon lægger heller ikke skjul på, at han har store planer for sin trænerkarriere. 

- Mine ambitioner er ekstremt store - det har jeg aldrig lagt skjul på. Det er svært at sige, hvor jeg er om ti år, men lige nu står jeg over for nogle rigtig, rigtig vigtige år i min trænerkarriere.

- Lige nu holder jeg dog fokus på nutiden, slutter han over for Bold.

Den 31-årige cheftræner har tidligere været med til at redde HIK fra en truende nedrykning, mens han i denne sæson sikrede klubben en plads i oprykningsspillet i 2. division.

Her indtager klubben fra Hellerup i skrivende stund sjettepladsen med 32 point efter 24 spillerunder.

Søndag skal Daniel Simacon og co. en tur til Nordjylland, hvor Vendsyssel FF venter klokken 13:00.

Artiklen fortsætter efter indholdet

2. div - 25. runde

FT

VEN

4 - 1

HIK

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce