



Hillerød og HB Køge mødes i den sidste kamp af grundspillet i NordicBet Ligaen, og det lignede længe et uafgjort resultat.
Gregers Arndal-Lauritzen ville det dog anderledes i overtiden, da han sendte bolden i kassen for Hillerød til slutresultatet 1-0.
Hillerød-matchvinderen siger til klubbens Facebook-side, at det var skønt at blive den store helt.
- Det er selvfølgelig helt fantastisk. Det var en vild kamp, hvor det bølgede frem og tilbage. De kunne lige så godt have scoret, eller den kunne være blevet 0-0 eller 2-0.
- Det var en ret vild kamp, og det var også en hård kamp. Som det er lige nu, gør vi det godt, og vi har meget selvtillid og tror på det, som vi gør, er det rigtige, og så vinder man tit fodboldkampe.
Artiklen fortsætter efter billedet

Han tilføjer, at det er skønt at bevise, at Hillerød hører til i den næstebedste række.
- Det er virkelig fedt, og det er et sindssygt godt sammenhold på vores hold.
- Det er bare fedt at imponere hver gang og sige til dem, hvor vi havde fire point efter ni kampe, at vi var stensikre på at rykke ned. Nu ser det meget godt ud med 31 point.
Hillerød er nummer syv i NordicBet Ligaen svarende til førstepladsen i kvalifikationsspillet. Hillerød skal i kamp mod Fremad Amager 1. april.