2024-01-03 13:28:32

Stor interesse for formstærk Hobro-bomber

Muamer Brajanac fortæller, at der er bred interesse for ham, og Hobro-angriberen bekræfter også, at der har været dialog med Kalmar FF.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Muamer Brajanac har gang i en forrygende sæson.

Den 22-årige danske angriber har således scoret 11 mål i 18 kampe for Hobro, og det har skabt interesse for Hobro-bomberen.

Det fortæller Brajanac, der snakker lidt mere med sin agent for tiden end vanligt.

- Selvfølgelig er der lidt mere tæt kommunikation, når det har været så god en halvsæson.

- Selvfølgelig har der været bred interesse, når man er en angriber, der scorer mange mål. Så de sidste par uger har der været mere kommunikation, siger angriberen til bold.dk.

Selv om interessen for angriberen er bred, tør han ikke håbe på et stort skifte.

- Jeg er gået ind i transfervinduet uden de store forventninger, fordi man bliver mere skuffet, hvis man har høje forventninger. Jeg tager det, som det kommer, og hvis det rigtige tilbud kommer, så er jeg villig til at kigge på det.

- Det skal dog være det helt rigtige skridt på det her tidspunkt i min karriere. Jeg skal 100 procent tænke mig godt om i forhold til, hvad det næste skridt skal være, siger Brajanac til bold.dk.

Angriberen påpeger, at han har det godt i Hobro, selv om planen er et skifte til en større adresse.

- Jeg er åben for det hele. Det skal helst være en udfordring, hvor jeg kommer et skridt op i min karriere. Jeg vil gerne spille i den bedste række i et andet land eller i Danmark. 

- Det kunne være et eksempel, men det kan også være, at jeg bliver i Hobro, fordi jeg har det godt, og der er tryghed. Selvfølgelig er det ikke plan A, fordi det måske er nu, at jeg skal tage det næste skridt, lyder det fra angriberen.

Bekræfter Kalmar-interesse
I slutningen af december blev Brajanac meldt tæt på Kalmar FF, men klubbens sportsdirektør har siden skudt historien ned.

Hovedpersonen selv er blevet foreholdt rygtet, og angriberen fortæller også, at han ikke har været tæt på et skifte, men han bekræfter, at der har været dialog.

- I forhold til rygterne har jeg ikke så meget at tilføje udover det, der er skrevet indtil videre.

Har du hørt fra Kalmar?

- Der har været kontakt, men det har ikke været så konkret, som medierne har skrevet om, fortæller Brajanac.

Har du hørt fra andre klubber?

- Det har været bred interesse, men jeg kan ikke kommentere på konkrete klubber, siger angriberen.

Brajanac står i alt noteret for 26 mål og seks oplæg i 66 kampe for Hobro. Angriberens kontrakt i klubben udløber efter sæsonen.

Tidligere har angriberen tørnet ud for klubber som AC Horsens, Aalesund, mens han også har en fortid som ungdomsspiller i Brøndby og FC København.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce