Holbæk B&I blev mandag tildelt en pointstraf på seks point og en bøde på 100.000 kroner af Fodboldens Disciplinærinstans.
Det er sket som følge af en skattesag vedrørende skattefri udbetalinger af blandt andet befordringsgodtgørelse til både spillere og trænere i klubben.
CampoBet 3. divisionsklubben meddelte efterfølgende i en pressemeddelelse, at de fandt dommen unfair og usportsligt.
Selv om beslutningen vækker ærgrelse i Holbæk, så vil klubben ikke appellere dommen.
Det fortæller klubbens sportschef Anders Kloppenborg til Bold.
- Vi vurderer, at der er sat et eksempel nu, og det er os, der har været trukket ud til det. Det nytter ikke noget, vi kan ikke komme videre med en appel. Det vil være spild af alles kræfter, siger sportschefen til Bold.
Ifølge Anders Kloppenborg har der ikke været nogle tegn på, at en appel giver mening, hvorfor det er bedre at lade vær.
- Vi kan ikke ændre på det grundlag, som appelinstansen vil se på. Vi har fremført vores synspunkt både i landsskatteretten, de er taget med ind i dommen, vi har fremført vores synspunkter over for disciplinærinstansen, de har også hørt på dem, hvor det er blevet vægtet på en måde, hvor vi har fået det her (dommen, red.) ud af det.
- Så skal man være mere end jubeloptimist, hvis man tror på at appelinstansen inden for DBU skulle vende på en tallerken.
Målsætningen er ændret
Drømmen om en oprykning har efter dommen fået et alvorligt knæk.
Holbæk er efter fratagelsen af de seks point dumpet ned på 8.-pladsen i 3. division.
Med fem kampe tilbage af grundspillet er ambitionen derfor i første omgang nu at komme med i oprykningsspillet.
- Nu er målet, at vi i de næste fem kampe i grundspillet kan se, om vi kan skrabe point nok med til at komme med i oprykningsspillet.
- Hvis vi kommer med der, så er der 30 point at spille om, og så må vi tage den der fra, slutter Anders Kloppenborg.
Holbæk har 21 point efter 17 runder. De har derfor ni point op til FA 2000, der aktuelt indtager den oprykningsgivende 2.-plads i 3. division.
Stillingen kan ses her.


Holbæk
CampoBet 3. division






























