Målet er nået i Hvidovre IF.
Med 2-1-sejren over Middelfart er klubben fra 2650 nu sikret en plads i oprykningsspillet.
Martin Retov, manager i Hvidovre IF, er stolt over bedriften, men ved samtidig godt, at meget skal flaske sig, hvis hans mandskab skal gå hele vejen.
Det fortæller han i et interview med Bold.
- Det er en stor ting for os i Hvidovre. Det var vores erklærede mål før sæsonen, og det er vi virkelig stolte over, at vi nu har opfyldt.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det gør, at vi allerede nu kan kigge frem mod 12 kampe, hvor vi har alt at vinde.
Har I sat jer et nyt mål?
- Vi vil gerne ende så højt som muligt. Det er et mål i sig selv, og vi ligger godt til og vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at ende så højt som muligt.
Så jeres mål er ikke oprykning?
- Det er ingen, der ikke vil rykke op, men det er ikke et erklæret mål, at vi skal rykke op i Superligaen.
- Vi kæmper mod nogle klubber, der har nogle væsentlige andre budgetter, og vi skal ramme stolpe ind resten af kampene, hvis det skal lykkes.
- Det forsøger vi på, men vores overordnet mål er nu nået.
Er du overrasket over, at I med to kampe tilbage af grundspillet er sikret top-6?
- Ja, det er jeg. Da vi gik til vinterpause, vidste jeg godt, at vi havde en chance for det, men der skulle formentlig seks point til i de to første kampe.
- Det har vi været dygtige nok til at levere, så det er jeg stolt og vanvittig glad over.
Hvidovre IF ligger nummer to i Betinia Ligaen med 35 point efter 20 kampe.
I de to sidste kampe i grundspillet venter først Kolding IF hjemme og derefter en tur til Horsens.

Hvidovre IF
Betinia Liga

































