Simone Muratore var spået en stor fremtid i italiensk fodbold.
Den 25-årige midtbanespiller blev i 2019 rykket op på Juventus' førstehold, hvorefter Atalanta betalte 53 millioner for ham året efter.
Det blev dog ikke til det store gennembrud. I 2021 blev han nemlig diagnosticeret med en hjernetumor, som lægerne havde succes med at fjerne senere på året.
Siden har den tidligere Juventus-spiller trænet hårdt for at nå tilbage til fordums styrke, og han har nu fået lov til at holde formen ved lige i sin tidligere klub. Det fortæller han i et interview med La Gazzetta dello Sport.
- Juve er som et andet hjem for min familie og mig. Selv i de mørkeste perioder viste det, at de var ved min side.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Da jeg først fik nyheden (om hjernetumoren, red.), troede jeg, at det kun ville være en kort pause. Men komplikationerne startede med det samme. Det var meningen, at operationen skulle vare seks eller syv timer, men det endte med at tage ti.
- Da jeg vågnede fra komaen, tænkte jeg ærligt talt på at stoppe med fodbold. Det var en meget lang og kompliceret genoptræningsproces.
- Min drøm var før at spille på førsteholdet. Nu drømmer jeg bare om at komme tilbage på fodboldbanen, fortæller den nu 25-årige italiener.
Simone Muratore står noteret for en enkel U21-landskamp.


Juventus
Serie A




































