Kevin Magnussen køber sig ind i Le Mans FC.
Det gør den danske racerkører sammen med blandt andre den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic og den tidligere Formel 1-kollega Felipe Massa.
Stjerneparaden af sportsstjerner træder ind i klubbens ejerkreds igennem investorgruppen OutField og grundlæggeren af OakBerry, Georgios Frangulis.
Det bekræfter Ligue 2-klubben i en pressemeddelelse på klubbens hjemmeside.
– Det særlige ved denne fond ligger også i dens bidrag fra atleter på højt niveau. Både Novak Djokovic, Felipe Massa og Kevin Magnussen vil være en del af eventyret, siger ejer og præsident i klubben, Thierry Gomez.
Magnussen og Djokovic bliver ikke citeret i pressemeddelelsen, men det gør brasilianske Felipe Massa.
– Le Mans FC har en stærk forbindelse til motorsporten, og da min gode ven og partner hos OakBerry, Georgios Frangulis, præsenterede mig for projektet, ville jeg være en del af det.
– Især ved siden af folk, jeg virkelig respekterer som Djokovic, der ikke behøver nogen introduktion og Magnussen, som jeg tilbragte mange år med i Formel 1, siger Felipe Massa til klubbens hjemmeside.
OutField er et brasiliansk investeringsfirma, som har haft stor succes i Latinamerika. Nu prøver de så lykken med den franske klub, hvor der nu skal fart over feltet.
– Vi har arbejdet i fodbold i ti år, både i Brasilien og internationalt, og investerer direkte i sporten.
- Hos Thierry og hans team har vi fundet en ledelse på højt niveau med en langsigtet vision og et stærkt fokus på sportslig konkurrenceevne, samtidig med at den finansielle bæredygtighed bevares, siger medstifter Pedro Olivera.
OutField vil derfor nu tilføre flere økonomiske ressourcer, større teknisk kapacitet og erfaring, der er tilpasset de voksende udfordringer i fransk, europæisk og global fodbold, lyder det.
Le Mans rykkede op til Ligue 2 i seneste sæson og skal nu prøve kræfter med den næstbedste franske række.


Le Mans
Ligue 2






























