Magdeburg har gjort det fremragende i denne sæson i 2. Bundesligaen og kæmper med om oprykning.
Danske Marcus Mathisen spiller i den østtyske klub, og han tror på, at de kan lave overraskelsen. Det kan du læse mere om her.
I skrivende stund ligger de på en femteplads med 42 point. De har fem point op til en direkte oprykningsplads i en uhørt tæt 2. Bundesliga, hvor flere hold gør sig forhåbninger om, at det skal være i år, at de rykker op.
Magdeburg kunne dog have ligget endnu højere, hvis det ikke var for deres dårlige hjemmebane. De har nemlig kun vundet to hjemmekampe, og den første kom i februar.
- På hjemmebane gik det bare ikke, og det var frustrerende. Hvis vi havde begyndt at vinde hjemme lidt tidligere, havde vi været rigtig farlige i toppen, siger Marcus Mathisen til Bold.
Marcus Mathisen kom til Magdeburg i sommer fra Wehen Wiesbaden, som rykkede ned i 3. Liga. Og faktisk begyndte hjemmebanekomplekset allerede i sidste sæson.
- Det var meget mærkeligt. Allerede da jeg kom til, havde de ikke vundet siden februar sidste år, hvilket var lidt specielt. Jeg tror, at de havde en følelse af, at der var en eller anden forbandelse på hjemmebane.
- Jeg kom som ny, så jeg havde ikke rigtig følt det. Der var så mange kampe, hvor vi var fuldstændig dominerende, men det gik bare ikke. Vi kunne spille næsten bedre på hjemmebane, men på udebane kunne vi score fem mål, og det lykkedes bare på en eller anden måde.
Utraditionelle metoder
Marcus Mathisen fortæller, at det var et emne, som blev snakket meget om internt. Komplekset eller forbandelsen, om man vil, var uforståeligt for truppen.
De havde fået 28 ud af 35 point på udebane efter 21 runder af ligaen.
Derfor søgte de efter, om der var noget de gjorde til udebanekampe, som de manglede på hjemmebane.
- Til sidst blev det en joke om, at det kan være, at vi skal køre en lille tur i bussen, for at det skal føles som udebane.
- Men vi snakkede også om, at det ikke kan blive ved. Vi vidste godt, at vi spillede supergod fodbold, og på et eller andet tidspunkt måtte det komme.
Vi skulle dog helt hen til den 14. februar, hvor Magdeburg tog imod Køln i en topkamp. Det var på papiret et rigtig svært opgør at sætte næsen op efter tre point.
Ikke desto mindre lykkedes det Marcus Mathisen at holde nullet i forsvaret og sammen med holdet tage en 3-0-sejr. Danskeren har dog ikke et entydigt svar på, hvorfor det efter næsten et år uden sejr for Magdeburg på hjemmebane lykkedes i denne kamp.
- Havde Køln vundet den kamp, havde de været en del point foran os. Jeg tror, at når vi virkelig behøver at vinde, gør vi det.
Magdeburg har sidenhen vundet mod Darmstadt på hjemmebane, mens det fredag blev til et nederlag til topholdet fra Hamburger SV.
Der resterer otte runder i den næstbedste tyske række.

Magdeburg
Tyskland 2. Bundesliga

































