2026-05-30 10:46:08

Magdeburg vil beholde Mathisen: Er åben for Danmark

Marcus Mathisen fortæller til Bold, at han fortsat har flere muligheder for sin næste kontrakt. Han udelukker heller ikke en dansk fremtid.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Marcus Mathisen har siden sommeren 2024 gjort sig i tyske Magdeburg. Snart udløber hans kontrakt i klubben, og de har faktisk også sagt farvel til den danske stopper.

Alligevel er det stadig en mulighed, at Mathisens fremtid ligger i 2. Bundesliga-klubben, fortæller han til Bold.

- Jeg har været rigtig glad for at være i Magdeburg. Både det fodboldmæssige og alt andet har været super. Jeg kan sagtens se mig selv blive i Magdeburg.

- Men jeg er også i en situation som 30-årig, hvor jeg vil overveje, hvis der kommer noget andet fantastisk.

Har du et kontrakttilbud fra Magdeburg på bordet?

- Ja, det har jeg.

Artiklen fortsætter efter billedet

2. Bundesliga -Magdeburg vil beholde Mathisen: Er åben for Danmark
Foto: Imago/Ritzau Scanpix

- Jeg er i en rigtig god dialog med Magdeburg. De er kommet med deres position, og vi har så sagt til dem, at vi skal tænke lidt over det. Men ja, jeg er virkelig glad for de to år, jeg har været her.

66 gange har den 30-årige tidligere FC København-spiller optrådt for den tyske klub, og han vil ikke afvise, at fremtiden kan ende et helt andet sted. Og det kan godt være, det bliver i Danmark.

- Det kunne godt være, at min næste kontrakt er min sidste i udlandet (i forhold til Tyskland, red.). Så det kan være, at der også ligger en superfed oplevelse et sted, eller at der kommer noget økonomisk, som kan sikre mig i fremtiden på en anden måde.

Åben for dansk comeback
Marcus Mathisen har kun spillet tre kampe i Superligaen, inden han i en ung alder tog turen til Sverige.

Men det kan ikke udelukkes, at fremtiden ligger i en dansk klub.

Hvad er dine tanker om at fortsætte karrieren i Danmark?

- Jeg har aldrig været imod at spille i Danmark, men det er bare aldrig gået den vej.

- I en lang periode har jeg egentlig slet ikke været i konkret dialog med nogen dansk klub.

- Det er heller ikke et behov jeg har, selvom jeg godt kan se mig selv spille i Danmark. Og det er klart, at hvis en af de store spillere ringer derhjemme, så tager jeg telefonen.

- Jeg har også en baggrund i FC København, og det er selvfølgelig også en klub, som jeg holder af. Men lige nu trives jeg rigtig godt i Tyskland.

Afslutningsvist fortæller Mathisen om, hvor interessen generelt kommer fra.

- Ja, jeg har både snakket med klubber rundt i udlandet og i Tyskland.

- Det er mest af alt klubber i 2. Bundesliga. Men der er stadig ikke noget fra Skandinavien.

Mathisen står noteret for fire kampe for FC København.

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce