Malmö FF har været uden Anders Christiansen siden slutningen af april.
Den 36-årige danske midtbanespiller blev ramt af en skade i underbenet, men nu nærmer han sig et comeback.
Det fortæller Anders Christiansen i et interview med Fotbollskanalen.
- Jeg er vel rigtig langt fremme. Jeg er frisk på den måde, at jeg træner fuldt med uden begrænsninger. Nu handler det om at finde formen, timingen og alle de andre ting, der skal falde på plads.
- Så jeg er vel så tæt på at være klar, som man kan komme, siger danskeren.
Faktisk kan comebacket ske meget snart.
Malmö-cheftræner Gaute Helstrup vil ikke udelukke, at Anders Christiansen kan komme i aktion i weekendens kamp mod GAIS.
- Det er bestemt en mulighed. Vi skal lige gennemgå det hele, men det har været rigtig positivt at se "AC" spille.
- Vi tager lige en snak nu, men han er i hvert fald i spil til at komme med, lyder det.
Opgøret mellem GAIS og Malmö spilles søndag klokken 16.30.
Anders Christiansen har spillet to kampe i Allsvenskan denne sæson.
Han er i alt noteret for 300 kampe for Malmö FF.


Malmö FF
Allsvenskan





































