Eliteserien blev to danskere rigere hen over vinteren, da Mads Kikkenborg og Viktor Bender byttede henholdsvis Anderlecht og OB ud med Molde.
Det fynske midtbanetalent forlod den danske andedam uden et eneste seniorminut på samvittigheden, men det kan der meget vel blive lavet om inden for den nærmeste fremtid.
18-årige Viktor Bender har nemlig efterladt et positivt indtryk på Moldes træningslejr i Marbella, fortæller klubbens 30-årige cheftræner Martin Falk til Bold.
- Det har været en helt fantastisk tid for Viktor og for klubben, hvor vi har lært hinanden bedre at kende. Han har præsteret godt, ageret professionelt og været involveret fra dag et. Det har været stærkt at se.
Den unge midtbanespiller har fået spilletid i samtlige træningskampe, Molde har spillet her i opstarten, og senest var han i aktion mod de forsvarende norske mestre fra Viking.
Springet fra ungdomsfodbold i OB til seniorfodbold i Norge kommer dog til at kræve tilvænning, erkender Martin Falk.
Artiklen fortsætter efter billedet

Bender skal omstille sig til en mere fysisk betonet spillestil, men indsatsen har indtil videre vist, at den svenske træner ser en fremtidig dygtig 8’er for sig.
- Fra mit perspektiv er hans potentiale stort, og han er en interessant spiller at få lov til at udvikle på.
- Viktor er en knægt med et kæmpe drive, der passer rigtig godt ind i måden, vi gerne vil gøre tingene på i Molde.
Spillede du selv en aktiv rolle i at hente ham?
- Vores sportslige ledelse og vores scouts var naturligvis mest fremtræden i den tidlige fase, så det var en fælles beslutning, men da jeg begyndte at kigge nærmere på ham, var jeg ikke i tvivl om, at han var noget for os.
I Molde konkurrerer Viktor Bender med landsmanden Jacob Steen Christensen, ligesom Mads Kikkenborg altså også er kommet til.
Bender blev en del af OB’s akademi som U13-spiller og skrev siden kontrakt med klubben som 16-årig.
Han nåede dog ikke at få debut i striber, før Molde slog til.

Molde
Norge Eliteserien





























