Morecambe-fansene kan ånde lettet op.
Den kaosramte klub er på målstregen blevet reddet, efter Panjab Warriors officielt har overtaget ejerskabet.
Nyheden kommer efter måneder med økonomisk uro og risiko for, at National League-klubben måtte lukke og slukke.
- Bond Group Investments kan nu bekræfte, at de har solgt deres majoritetsaktiepost i Morecambe til Panjab Warriors, lyder det på klubbens hjemmeside.
Panjab Warriors har kort tid efter overtagelsen af Morecambe valgt at skille sig af med cheftræner Derek Adams, der har stået i spidsen for klubben i lidt over et år.
- Idet klubben går ind i en ny æra, er der foretaget en strategisk ledelsesovergang med respekt og påskønnelse for Dereks indsats, står der på Morecambes hjemmeside.
Fyringen kommer forud for sæsonens første kamp i Nations League, der for Morecambes vedkommende er lørdag den 23. august, men det er endnu uklart, hvem der skal stå på sidelinjen i premieren.
Ejerstrid trak ud
Morecambes nedtur startede for alvor i sidste sæson, hvor klubben havde store økonomiske problemer og rykkede ud af League Two og ned i National League.
Klubben har været til salg i mere end to og et halvt år, men det er ikke lykkedes med en aftale – det til trods for, at flere parter har været yderst interesseret i netop dette.
Panjab Warriors har længe været klar på at overtage styringen i Morecambe, og et salg har også været tæt på ad flere omgange, men den afgørende underskrift kom aldrig.
Det medførte stor intern uro i den kriseramte klub, hvor der blandt andet ikke blev udbetalt løn, og en tvangsopløsning af klubben lå og lurede i horisonten.
I vinterens transfervindue fik Morecambe et transferforbud, inden klubben for nyligt blev suspenderet fra ligafodbold og derfor ikke måtte indtræde i den nye sæson af National League.
Nu er Morecambe så blevet solgt og dermed reddet fra konkurs i sidste øjeblik.
Transferforbuddet står dog ved magt, indtil klubben har betalt alle kreditorer, inklusiv spillere og ansatte, oplyser National League.



Morecambe
League 2

































