2. division -Næstved-ikon stopper efter 10 år: Trist og mærkeligt
2025-06-14 07:00:00
Foto: Næstved Boldklub

Næstved-ikon stopper efter 10 år: Trist og mærkeligt

33-årige Jesper Christiansen kalder det trist og mærkeligt at skulle forlade Næstved efter over 10 år i klubben. Han tygger aktuelt på et par tilbud fra andre klubber.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

2. div - 32. runde

FT

NÆS

0 - 1

AB

Næstved-ikonet Jesper Christiansen takker af efter mere end 10 år. 

Den 33-årige midtstopper blev far i marts og kan ikke længere få jobbet som pædagog i en børnehave til at hænge sammen med træningen i Næstved Boldklub og familielivet. 

Derfor spiller han også sin sidste kamp på hjemmebanen i Næstved lørdag, når AB kommer på besøg, og det bliver en speciel oplevelse for den mangeårige anfører. 

- Det bliver trist og mærkeligt. Selvfølgelig vidste jeg godt, at alting har en ende, og at dagen ville komme før eller siden, men det bliver specielt. Der kommer mange følelser i spil til kampen, siger Jesper Christiansen til Bold. 

- Jeg har været der i 10,5 år, og klubben er kommet helt under huden på mig. Næstved er min klub, så det bliver helt sikkert med følelserne uden på tøjet. 

Trygheden var vigtigst
Jesper Christiansen startede fodboldkarrieren i FC Københavns ungdomsafdeling, hvor han spillede 2. division for klubbens andethold. 

Han kunne godt se, at førsteholdsdebuten ikke lige lå og ventede om hjørnet, og derfor skiftede han i stedet til Amager-klubben B1908 for at få seniorbold i benene. 

Næstved Boldklub fik øjnene op for Christiansens evner i januar 2015, og resten er som bekendt historie. 

- Jeg havde aldrig troet, jeg skulle være dernede i så lang tid, men jeg har elsket det og følt mig hjemme fra dag ét. 

Det er jo sjældent, at spillere bliver i den samme klub i så lang tid. Har du været for meget tryghedsnarkoman? 

- Det kan sagtens være, der ligger noget tryghed i det. Jeg har haft mulighederne for at skifte væk et par gange, men jeg har bare følt mig så hjemme og værdsat, at jeg ikke har haft behovet for at prøve noget nyt. 

Jesper Christiansen spiller lørdag sin Næstved-kamp nummer 303, og han har derfor oplevet både opturene i toppen af 1. division og nedturene i 2. division og under tysk ejerskab. 

- Jeg mener, vi har ligget seks år i 1. division og 4,5 år i 2. division i min tid dernede, så vi har jo været et elevatorhold. Vi har haft nogle rigtig gode år i 1. division, hvor vi så året efter endte med at rykke ud, men det har været historien om, at vi ikke for alvor har bidt os fast.

- Det er bare hårdt for en klub at ligge imellem de to rækker, både rent økonomisk og for spillere og klub.  

Foto: Næstved Boldklub

- Det var helt sikkert kaotisk under de tyske ejere, og der var meget uro omkring klubben, men det var heldigvis ikke så længe, det var sådan. 

- Jeg havde drømt om, at jeg skulle aflevere klubben med en oprykning til 1. division, men vi indså hurtigt, at det ikke kunne blive i år. 

Bajere hver torsdag
Jesper Christiansen håber nu, at Næstved finder stabilitet, så de andre klubber i 2. division ikke stikker af. 

- Klubben skal finde fodfæste nu. Det er svært at ligge mellem to rækker og svæve, fordi enten skal man gå all in på oprykning, eller også skal man gå all ind på overlevelse. 

- Mange klubber i 2. division opruster, og setuppet generelt bliver jo bedre og bedre, blandt andet med morgentræning.

- Da jeg startede med at spille i 2. division, var der jo nærmest bajere efter hver torsdagstræning. Det tror jeg ikke, du ser mange andre steder i 2. division i dag, siger Jesper Christiansen med et grin. 

Nu venter et nyt kapitel så for Næstved-ikonet, der langt fra føler sig pensionsklar. 

- Jeg er ikke klar til at stoppe med at spille fodbold, og jeg føler bestemt, jeg har masser at byde ind med. 

- Det er ikke så vigtigt, hvilket niveau det er på. Det handler mere om, at min hverdag kan hænge sammen. Jeg har allerede fået tilbud fra et par klubber, som jeg overvejer. 

Jesper Christiansen har spillet over 450 kampe tilsammen i 1. og 2. division. I denne sæson er han sågar også topscorer for Næstved med sine fem mål. 

Artiklen fortsætter efter indholdet

2. div - 32. runde

FT

NÆS

0 - 1

AB

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce