Lørdag formiddag landede der lidt af en bombe fra det fynske.
Det sker på baggrund af det spillemæssige udtryk, fortæller sportsdirektør Troels Bech til Bold.
- En beslutning kommer til sidst efter en lang overvejelse, og beslutningen er helt ny. Aftalen blev først lavet sent i aftes. Til gengæld er det mit job altid at være på udkig og forkant med, hvor vi kan forstærke os.
- Da vi nu har kigget på den flotte sæson, som vi har haft – og alligevel synes, at der manglede noget i det spillemæssige udtryk, og vi ikke var helt glade for de fire sejre i de sidste 16 kampe – så endte vi med at tage den her beslutning, siger sportsdirektøren.
Troels Bech benytter i samme ombæring muligheden for at sende ros i retningen af den nu tidligere cheftræner, Søren Krogh.
- Jeg har sjældent mødt et menneske, som er så hjertelig og dedikeret som ham, og han har tilmed også sikret os oprykning og været med at til at ændre en kultur til det bedre.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Og så har han også omfavnet og forsøgt at spille på en måde, som han ikke har gjort i sine 17 år som træner. Det skal han have anerkendelse for, siger han.
Spottet til OB-kamp
Alexander Zorniger blev tidligere på året spottet på udebanetribunen, da OB gæstede Hillerød. Det havde dog ikke forbindelse til lørdagens nyhed, understreger Troels Bech.
- Jeg kan ikke huske, hvornår overvejelserne begyndte, og det ville jeg heller ikke dele, hvis jeg kunne. Men vi holder hele tiden øje med, hvad det næste skridt skal være for OB.
- Jeg havde hjulpet ham med billetter. Hvis jeg på det tidspunkt ville have haft ham som træner i OB, så havde det jo ikke været en særlig begavet beslutning at sende ham ned til alle vores OB-fans.
- Så det var ikke fordi, at der var en plan under opsejling. Men jeg vil også sige, at jeg har mødtes med Alex flere andre gange, hvor jeg ikke har været ansat i OB, og han ikke har været ledig på markedet. Og der har der ikke været nogen, som har interesseret sig for det, siger han og fortsætter:
- Men min opgave er jo at kende kandidater, der kan blive aktuelle – uanset hvilken position – og det har jeg også skullet finde ud af på et eller andet tidspunkt med Alexander Zorniger, siger han.
Hvad har overvejelserne været i forhold til at tage afsked med en cheftræner, som netop har rykket jer op i landets bedste række?
- Det er meget forståeligt, hvis folk de tænker, 'når nu vi er rykket op, skal han så ikke belønnes med en fortsættelse?' Og det kunne vi også have gjort.
- Men min oplevelse er, at den bedste udvikling sker, når man er i en styrket position – i stedet for, at man er i knæ, og der kommer en ambulancetjeneste ind.
- For et år siden var vi i knæ, og nu er vi et stærkere sted, hvilket betyder, at der er et stærkere afsæt for det næste gearskifte, som vi skal lave.
Kunne Søren Krogh ikke have foretaget det gearskifte?
- Det tror jeg måske godt, at han kunne have gjort. Men Søren har på prisværdig vis forsøgt at omfavne den spillestil, som er OB's forventninger. Det har Søren efter bedste evne forsøgt at få frem på kort tid, og vi har også set det.
- Men måske fordi, at han ikke har øvet sig i den spillestil de første 17 år af sin trænertid, så har han ikke fået den fasthed, som vi gerne vil have.
- Og det forventer vi, at Alexander Zorniger kan bidrage til, fortæller sportsdirektøren.

Foto: OB
Ingen revolution
Den tyske cheftræner er blevet udstyret med en treårig aftale i den fynske klub, hvor der ikke skal revolutioneres på spillestilen.
Der skal bygges ovenpå, understreger Troels Bech.
- Han skal løfte overliggeren, og det skal han i øvrigt sammen med alle os andre. Han skal bygge videre på en spillestil, som vi har ønsket os.
- Zorniger kommer ind med en ekstra baggrund og en større erfaring med det. Det er ikke en revolution – det er en videreudvikling. Vi vil gerne blive ved med at hæve kravene til alle, og det ved jeg, at Alexander kan.
- Han er en tydelig person, og der kommer også til at være nogle, der falder fra. Men jeg har også set, hvordan det kan rykke den enkelte spiller og en trup, lyder det fra Troels Bech.
Alexander Zorniger forlod Brøndby IF tilbage i 2019 og har siden været forbi Apollon Limassol og Greuther Fürth.
Tyskeren fortæller i et interview med Bold, at en nylig skilsmisse fik ham til at tvivle på trænergerningen i den kommende sæson. Læs mere om det her.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
OB
Betinia Liga



































