Mustafa Amini finder sig ikke i den måde, som Perth Glory ophævede hans kontrakt, og derfor lægger han nu sag an mod den australske klub.
Det bekræfter chefen i den australske spillerforening (PFA) Beau Busch ifølge ESPN.
Ifølge Amini og PFA er kontraktophævelsen foretaget med urimelige metoder fra Perth Glorys side, og derfor bør den betragtes som værende ulovlig.
PFA mener desuden, at der er behov for et opgør, da Aminis situation langt fra er en enlig svale.
- Selv om vi er sikre på at finde en vellykket løsning for Mustafa, har vi i de seneste sæsoner set en stigning i antallet af klubber, der forsøger at anvende urimelige metoder til at tvinge spillere til at give afkald på deres kontraktlige rettigheder, udtaler Beau Busch.
Artiklen fortsætter efter billedet

Mustafa Amini er den tredje spiller på 11 dage, som Perth Glory ophæver med forud for vinterens transfervindue.
Luis Canga og Cristian Caicedo gik ifølge Perth Glory efter gensidig aftale, mens Aminis afgang blev offentliggjort med en klar understregning af, at klubben ikke havde yderligere kommentarer.
Nu har den tidligere AGF- og Randers-spiller så tænkt sig at gå rettens vej, og han kan ifølge Beau Busch vide sig sikker på at få fuld opbakning fra spillerforeningen.
- Mustafa er enormt respekteret af sine kolleger i hele ligaen, og vi vil sikre, at han får fuld støtte i denne svære tid for ham og hans familie, afslutter PFA-chefen.

Perth Glory
FFA Cup


































