Danmarksserie-klubben Ringkøbing IF har haft stor succes i denne sæson, da klubben har sikret sig en plads i oprykningsspillet.
Ringkøbing-cheftræner er Michael ’Mex’ Pedersen, der har et fornemt cv. Han har blandt andet haft flere roller i Esbjerg samt været U16- og U17-landstræner.
Han blev ansat som Ringkøbing-cheftræner i sommer og overtog for Claus Christiansen.
Lennard Lauridsen, der er topscorer for Ringkøbing IF, siger til bold.dk, at cheftræneren har gjort en stor forskel.
- Jeg synes, at han er kommet med nogle nye idéer og en ny måde at spille fodbold på i forhold til, hvad vi havde under Claus (Christiansen, red.).
- Det var mere noget power-fodbold, og der var det fysik, gejst og energi. Nu bruger vi mere tid på at have bolden på fødderne. Vi træner nogle af de her opspilsmønstre, siger Lennard Lauridsen til bold.dk.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det er tydeligt at mærke, at 59-årige Michael ’Mex’ Pedersen har prøvet lidt af hvert som træner og spiller, og han har en helt klar fodboldfilosofi.
Lauridsen mener, at der er klare paralleller mellem de danske ungdomslandshold og Ringkøbings måde at spille på grundet cheftræneren.
- Det bærer præg af, at det er den samme måde, som de danske ungdomslandshold spiller på i en 4-3-3, hvor man har en sekser og to ottere, men hvor midtbanespillerne kommer ned og får bolden og sætter spillet derfra.
- Så er der tre oppe foran med en central nier og to kanter, der også er meget offensive. At man forsvarer sig med bolden i ny og næ.
- Det er anderledes, end vi har været vant til. Han går man mere op i de små detaljer, og man tænker mere på sig selv og ikke altid på modstanderen, siger Lennard Lauridsen til bold.dk.
Ringkøbing skal duellere mod Holbæk, Marienlyst, Brønshøj, Odder, Vejgaard, Avarta og Frederikssund i oprykningsspillet. Holbæk, Marienlyst, Vejgaard og Avarta starter dog med tre point grundet deres sejre i Danmarksserie-puljerne. Tre hold rykker op i 3. division

Ringkøbing
Danmarksserien































