Fra Silkeborg til Tanzania.
Der er et stykke vej, men nu kommer Silkeborg-klubben Young Boys FD til at gøre sit indtog i det afrikanske land.
Nu har klubben fundet sin placeret for akademiet, som skal ligge i Ngurdoto Lodge i landsbyen Ngongongare.
- Vi har faktisk i de seneste to år været på jagt efter den rigtige placering til vores akademi, og nu er det endelig lykkedes, lyder det fra Young Boys Academys CEO, Holger Kristiansen og tilføjer.
- Vi har overtaget en tidligere turist-lodge, som lukkede i forbindelse med coronaen, og det betyder at vi allerede kan komme i gang med akademiet når skoleåret starter igen til januar – for det eneste vi mangler er faktisk en fodboldbane.
Klubben skriver også om sine overvejelser ved at lave et akademi uden for Danmarks grænser.
- Vi har aldrig været i tvivl om at vores akademi ikke skal ligge i Danmark. Der er masser af dygtige talentfabrikker i Danmark – ja faktisk bliver der lavet mange flere fodbold-talenter herhjemme end der er brug for. Det er spild.
- Vi ser absolut ingen grund til at lave flere talenter, som for de flestes vedkommende ender med en større identitets-krise når de som 18-19 årig bliver valgt fra.
- Tværtimod er det jo filosofien for Young Boys FD netop at samle nogle af disse talenter op. Og det skal også i fremtiden være vores base for rekruttering.
Der har været stort fokus på at finde et land, der ikke udklækker de store talenter i forvejen.
- Her mener vi, at Tanzania er et rigtigt godt bud. Landet med 60 millioner indbyggere har ikke mange ’rigtige’ fodboldakademier, og dét kombineret med at landet er et af de bedst fungerende og stabile i Afrika, har gjort at det netop er her Young Boys Academy har valgt at etablere sig.
Der står ligeledes, at Young Boys Academy er en non-profit organisation, som via en akademisk uddannelse og fodboldtræning skal hjælpe unge drenge i Tanzania med at få chancen som fodboldspiller.
Young Boys FD topper kvalifikationsspillet i 3. division.


CampoBet 3. division
Young Boys FD































