






Silkeborg IF blev kastet rundt i Parken.
Nærmest fra første minut fik de ørene i maskinen af FC København, som i den grad vågnede op til dåd og endte med at sætte gæsterne fra Søhøjlandet på plads.
Silkeborg tabte med hele 0-7.
Men selvom den historiske nedtur gør ondt, vil Jens Martin Gammelby også gerne hæfte sig ved noget andet.
- Hvis jeg tænker tilbage på de to kampe, vi kommer fra, er jeg sindssygt nok sagt ikke så bekymret. Men det er fordi, at jeg synes, at vi har spillet lidt forskellige testkampe mod Brøndby, FC Midtjylland og AGF, som har set gode ud.
- Vi har spillet en fin kamp mod Vejle, som endte uafgjort, og vi vandt 3-0 i Randers. Det må vi jo trods alt stadigvæk hæfte os ved, selvom vi fik den største snitter nogensinde i dag, siger Jens Martin Gammelby til Bold og den øvrige presse.
Artiklen fortsætter efter billedet

Silkeborg-profilen slår dog fast, at han ikke ser oplevelsen i Parken som nogen form for 'freak-kamp'.
Det er derimod et klart tegn på, at man i Silkeborg skal hæve niveauet inden næste kamp.
- Lige nu gør det vanvittigt ondt at tabe 0-7, men når man så på et eller andet tidspunkt i løbet af i aften eller i morgen får lagt det til side, så har vi også en kamp i næste uge, vi skal kigge på.
- Det er selvfølgelig klart, at vi skal også lige kigge hinanden i øjnene og sige, at vi bliver nødt til at hæve niveauet. Det er specielt intensiteten i vores spil, som skal hæves markant.
- Jeg synes, de vandt mange dueller i dag og andenbolde og blev farlige på alt, hvad de rørte ved, afslutter Jens Martin Gammelby.
Silkeborg IF skal i næste runde op imod OB, som kommer på besøg på JYSK Park.



Silkeborg IF
3F Superliga







































