Russell Martin er blevet genforenet med Ryan Manning i Southampton.
Den nye Southampton-cheftræner havde fornøjelsen af venstrebacken i Swansea i sidste sæson.
Nu er de begge i den sydengelske klub, efter at Ryan Manning tirsdag satte sin signatur på en fireårig kontrakt.
Den 27-årige venstreback har haft kontraktudløb med Swansea, og der var ifølge Russell Martin stor konkurrence for at få ham.
Det fortæller cheftræneren i forbindelse med Mannings skifte.
- For det første er han et fantastisk menneske. Han har virkelig kant. Han har en fantastisk personlighed, en masse energi og var et virkelig vigtigt medlem af vores trup i Swansea, ikke kun på banen, men også udenfor.
- På banen er han en fremragende fodboldspiller, som har en fantastisk forståelse af, hvad vi vil. Han har spillet på flere positioner for os tidligere, men han kommer hertil som venstreback, fordi han sidste år endte med at være en af de bedste venstrebacks i ligaen.
- Vi har slået to klubber i Premier League for at få ham, hvilket jeg er rigtig glad for. Jeg troede, at det ville gøre det svært for os, men han er kommet hertil, fordi han kender spillestilen og tror på det, siger cheftræneren til klubbens hjemmeside.
27-årige Manning har i alt spillet 109 kampe for Swansea, og så står han også noteret for seks landskampe for det irske landshold.
Tidligere har han spillet i klubber som Queens Park Rangers og Rotherham.

Southampton
Championship
































