Det er ikke længe siden, danske Jon Dahl Tomasson blev præsenteret som ny landstræner på den anden side af Øresund.
Remy Reijnierse, der har været assistent under Jon Dahl i både Malmø og Blackburn Rovers, blev i samme ombæring ansat som danskernes hjælper endnu engang.
Men en dansker og en hollænder er åbenbart ikke nok, for en tredje mand er blevet offentliggjort som assistent for Sverige.
Og denne gang er det en svensker.
Der er tale om Sebastian Larsson, som selv nåede hele 133 kampe for Sverige som aktiv spiller.
Artiklen fortsætter efter billedet

Larsson har repræsenteret klubber som Arsenal, Birmingham, Sunderland, Hull City og AIK.
Nu bliver han en del af den nye landstræner Jon Dahl Tomassons trænerteam. Sebastian Larsson påtager sig rollen som anden assistenttræner og vil arbejde tæt sammen med Jon Dahl Tomasson og førsteassistent Remy Reijnierse.
Hovedpersonen selv er lykkelig for at være involveret i det svenske landshold igen.
- Det føles fantastisk at få muligheden for igen at være en del af det svenske landshold, der betød så meget for mig i min aktive karriere som spiller.
- Jeg føler mig utrolig stolt og glad og er klar til at komme i gang, siger Larsson til det svenske fodboldforbunds hjemmeside.
Aftalen strækker sig i første omgang kun for en kort periode, da den udløber i juni.

Sverige
































