
Viborg FF leverede søndag et stort resultat.
Mandskabet slog Brøndby IF med 1-0, og derfor ligger mandskabet lunt i svinget i forhold til at komme med i top-6.
Der er kun to point op til tredjepladsen nu, og det satte Daniel Anyembe ord på efter sejren.
- Det første mål er, at vi skal sikre top-6, og så må vi tage den derfra.
- Nogle af os, der har været her i længere tid, kan godt dufte, at vi måske kan få lov til at spille med om medaljer igen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er klart noget af det, som vi sigter efter, men vi går først efter top-6, siger Anyembe.
I kampen blev Srdjan Kuzmic matchvinder med et fremragende skud fra distancen, og det var anden kamp i streg, at backen kom på tavlen.
Det blev Anyembe også spurgt ind til.
- Han er fantastisk defensiv, men offensivt er han virkelig god til at snuse de her opsamlingsbolde.
- Han kommer først på dem hver gang, og så har vi set til træning, at han kan banke dem ind.
- Jeg er virkelig glad på hans vegne, at han har scoret to i streg nu. Det er dejligt.
Hvor god er den skudfod?
- Den er god, men jeg tror ikke, at vi skal forvente at se ham gøre det i alle kampe nu, siger Anyembe med et grin.
Viborg møder AGF i næste runde.


Viborg FF
3F Superliga




































