Viking FK fører Eliteserien med tre runder tilbage.
Klubben fra Stavanger er aktuelt ét point foran Bodø/Glimt på andenpladsen, og lørdag aften kan Viking tage endnu et skridt mod klubbens første mesterskab siden 1991, når holdet hjemme møder HamKam.
Danske Peter Christiansen har været en markant profil i Vikings stærke sæson, hvor den danske angriber har noteret sig for 14 scoringer.
Han har før vist sin målnæse i Sønderjyske, men til TV 2 Norge indrømmer han, at han er overrasket over at have scoret så mange mål i Viking.
- Jeg har meget tro på mig selv, men 14 mål, det havde jeg ikke forventet.
Peter Christiansens 14 mål rækker til en aktuel tredjeplads på topscorerlisten, som føres af en anden dansker, Kasper Høgh.
Selvom Viking-angriberen i lørdagens kamp mod HamKam kan bringe sig tættere på topscorertitlen, er det ikke dér, danskerens fokus ligger.
- Jeg fokuserer ikke på topscorertitlen. Det handler om den næste kamp. Om jeg scorer eller ej, er ikke vigtigt for mig, så længe holdet vinder.
- Mit fokus og holdets fokus er, som vi har været hele sæsonen, og det er bare den næste kamp, fortæller Peter Christiansen til TV 2 Norge.
Opgøret mellem Viking og Ham Kam fløjtes op lørdag klokken 18.00.
Du kan se tabellen i Eliteserien her.


Viking
Norge Eliteserien

































