2026-07-17 13:18:22

Jarrod Bowen bliver i West Ham trods nedrykning

Jarrod Bowen bliver i West Ham og tager turen med ned i Championship. Det bekræfter han i et længere interview med klubbens egne kanaler. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Træningskampe - 1. runde

søndag 26. jul

RAN

vs

WHU

Jarrod Bowen bliver i West Ham og tager turen med ned i Championship. 

Det bekræfter The Hammers-anføreren i et længere interview med klubbens hjemmeside fredag.

Bowen er netop vendt tilbage fra sommerferie, hvor han har brugt tiden på at overveje sin fremtid efter en sæson, der sluttede med både nedrykning og en udeblivelse fra VM-truppen.

- Ja, der var mange forskellige øjeblikke. Den weekend rykkede vi selvfølgelig ned, og så blev jeg også vraget til VM. Hvis man ser på én enkelt weekend, kunne den næsten ikke være gået værre som fodboldspiller, men sådan er fodbolden nogle gange.

- For mig var det vigtigt at være sammen med min familie og dele skuffelsen med dem, for det gjorde ondt på os alle, og det skulle det også, fordi det var en enorm skuffelse. Men man kan ikke ændre det, og det varer ikke evigt. 

Efter en periode med overvejelser og samtaler med klubbens nye storaktionær, Daniel Křetínský, stod det klart for den 29-årige englænder, at han ville fortsætte i West Ham. 

Artiklen fortsætter efter billedet

Championship -Jarrod Bowen bliver i West Ham trods nedrykning
Foto: Peter Cziborra/Reuters/Ritzau Scanpix

- For mig var det det rigtige først at udtale mig, når tiden var den rette under de her omstændigheder. Nu handler det igen om fodbold.

- Jeg fløj til Prag i Tjekkiet for at mødes med Daniel og Jiří, og den ambition, de præsenterede mig for – især i forhold til den retning, de ønsker at føre klubben i – tiltalte mig virkelig. Det krævede faktisk ikke meget at overbevise mig, fordi den her klub betyder utrolig meget for mig.

Dermed er målsætningen også krystalklar for Bowen.

Han vil være med til at føre West Ham tilbage i Premier League. 

- Jeg sagde i et interview efter kampen mod Leeds United, at min vision er at få klubben tilbage i Premier League. Nogle gange føles det, som om ingen lytter, og folk tænker: 'Det siger han bare.' Der er blevet skrevet og sagt mange ting, og nogle gange er man nødt til at bide sig i tungen.

- Men når jeg siger noget, står jeg ved det. For mig er det vigtigste at få klubben tilbage i Premier League og tale med folk i klubben om, hvordan vi sammen kan bringe den videre og gøre den stærkere. For mig var det et helt oplagt valg at blive her, og visionen er klar: Premier League, slutter Bowen. 

Jarrod Bowen skiftede til West Ham i 2020. 

Han har kontrakt med The Hammers frem til sommeren 2030. 

Artiklen fortsætter efter indholdet

Træningskampe - 1. runde

søndag 26. jul

RAN

vs

WHU

Annonce

5 kommentarer

Se kommentarer
Annonce