Hvad skal Emil Kornvig i polsk fodbold?
Danskeren havde gennem flere sæsoner været en profil hos Brann i Norge, men i det seneste transfervindue blev det tid til farvel til tilværelsen i Bergen.
Kornvig var efter en flot sæson klar til noget nyt, og her kom Widzew Lodz ind i billedet.
Efter lange forhandlinger, hvor parterne undervejs også var langt fra hinanden, fik Kornvig sit skifte og kunne drage mod den polske liga.
Her ligger Widzew Lodz dog og kæmper for overlevelse, og det fik Brann-fansene til at undre sig over skiftet.
Bold har nu talt med Kornvig, som forklarer, hvorfor han nu er endt i Widzew Lodz.
- Det var hele pakken, der var interessant. Det er både det sportslige, men også det økonomiske. Men det er især den plan, som man har lagt i klubben i forhold til, at der er blevet investeret så mange penge.
- Det her skal være fremtiden i Polen, og det lød interessant for mig. Det er klart noget af det, der også vægtede for mig.
En polsk rigmand
I 2025 kom der en ny ejer til Widzew Lodz i form af Robert Dobrzycki.
En polsk rigmand og iværksætter, som ikke er bange for at åbne tegnebogen i jagten på de store resultater samt spillere.
Det lykkedes blandt andet at få Lukas Lerager til klubben, mens at man forinden allerede havde lavet de seks dyreste indkøb i klubbens historie.
Emil Kornvig fortæller da også, at projektet i Widzew Lodz kommer til at stikke af.
- Det er en stor klub, som satser helt vildt og vil være det førende hold i Polen. De har fået en rigmand med bag til at kunne hjælpe med det. Det har gjort, at der sker tusinde ting rundt om klubben for tiden.
- Det viser virkelig, at de gerne vil det. Det synes jeg i hvert fald. Jeg har også snakket med Lukas, og han synes også, at det er et spændende projekt med, at man kan være med på rejsen og spille dem op.
Lukas Leragers skifte til Widzew Lodz kom på plads i december, og derfor var han i klubben, inden at Emil Kornvig meldte sin ankomst.

Det var dog ikke meget kontakt, som de to danskere havde med hinanden.
- Nej, ikke særlig meget. Det var kun lige på Instagram en gang, hvor han spurgte, om det skete eller ej i forhold til, om transferen gik igennem.
- Så der har ikke været meget kontakt med ham eller Peter, som også er hernede.
Der er tale om Peter Therkildsen, som blev hentet til Widzew Lodz for et år siden.

Sparker røv næste sæson
En polsk rigmand og store ambitioner.
Planen er klar i Widzew Lodz, da de nye spillere som Emil Kornvig skal være med til at sparke klubben til tops i polsk fodbold.
Men der er ikke meget tophold over Widzew Lodz i denne tid.
Kornvig er kommet til en klub, som han med egne ord ligger 'med røven i vandskorpen'.
- Da jeg kom hertil for tre kampe siden, var der 11 point op til førstepladsen, og vi er jo kun halvvejs i sæsonen.
- Alle hold kan slå alle her. Så målet er bare at komme så højt op i tabellen som muligt. Så skulle det gerne være til næste sæson, at vi for alvor sparker røv.
Man kan sige, at Emil Kornvig allerede har 'sparket røv', da han i sin tredje kamp fik scoret for Widzew Lodz.



Widzew Lodz
Ekstraklasa
































