3F Superliga -10 hurtige: Usmagelig AaB'er og hold kæft, CV
2021-02-28 10:00:02
Foto: Getty Images

10 hurtige: Usmagelig AaB'er og hold kæft, CV

Kris Stadsgaard fortæller blandt andet om at blive udfrosset i FCK, et beskidt trick fra Lukas Spalvis og et hold kæft-råb til CV, der medførte en udskiftning.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

bold.dk er klar med en ny udgave af '10 hurtige', hvor spillere, trænere og andre fodboldpersonligheder får ti spørgsmål, som vi normalt ikke stiller dem.

Denne gang er det den tidligere landsholdsspiller Kris Stadsgaard, der på klubplan spillede i FC Nordsjælland, Reggina, Rosenborg, Malaga og FC København.

Stadsgaard stoppede sin aktive karriere i 2016, men fodbolden har han ikke lagt på hylden. 

Sammen med vennen Anders Nielsen driver han nemlig PRO Fodboldskole, der tilbyder privattræning, fodboldskole og træningslejre til fodboldglade drenge og piger.

Hvad tænker du tilbage på som højde- og lavpunkterne i din karriere?

- Et af de højdepunkter, som jeg sætter størst pris på den dag i dag, er mit mål mod Real Madrid, da jeg spillede for Malaga. Jeg tænkte ikke rigtig over det på daværende tidspunkt, da pulsen jo var høj og kampen var i gang, men efterfølgende er det noget af det, som folk husker bedst.

- Som Barcelona-fan så er et af mine bedste minder dog fra vores hjemmekamp mod netop Barcelona, hvor jeg fik byttet trøje med legenden Carles Puyol. For at det ikke skal være løgn, så byttede jeg faktisk også trøje med Eric Abidal i selvsamme kamp, da vi havde to spilletrøjer til hver kamp.

- Den gav jeg dog til en af mine gode venner, der også er Barcelona-fan. Derudover var det naturligvis også en mindeværdig oplevelse at vinde 3-0 på udebane mod et stærkt Atletico Madrid-hold samt at vinde mesterskaber med FC København og Rosenborg.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kris Stadsgaard i duel med Dame N'Doye. Foto: Getty Images

- Lavpunktet var nok, da jeg var med til at vinde mesterskabet med FCK og spille klubben direkte i CL, for så derefter ikke at få et eneste minut i CL, da Ståle kom til og foretrak andre spillere i stedet. Det var hamrende frustrerende og en kæmpe streg i regningen når nu jeg følte, at jeg havde gjort mig fortjent til at spille CL igennem en længere periode.

Hvad var din umiddelbare reaktion, da du pludselig blev smidt ned på ungdomsholdet i FCK og dermed forsøgt udfrosset?

- Jeg havde det meget ambivalent med det, for på den ene side var jeg afklaret med, at jeg skulle stoppe med professionel fodbold ved kontraktudløb, men på den anden side følte jeg, at det var respektløst af klubben.

- Jeg havde trods alt vundet mesterskab, pokalturnering og repræsenteret landsholdet for FC København undervejs i min kontraktperiode.

- Klubberne er meget opmærksomme på, at spillerne skal ære deres kontrakter, når spillerne gør godt og fx gerne vil sælges, men hvorfor skal klubberne så ikke gøre det samme den anden vej rundt? 

- Spillerforeningen ville gerne køre en sag for mig, da FCK efter sigende ikke var i sin ret til at sende mig på ungdomsholdet, men jeg valgte ikke at gøre en sag ud af det for i stedet at forberede mig på karrieren efter fodbolden, hvilket så har ført mig til grundlæggelsen af PRO Fodboldskole den dag i dag. En virksomhed, som jeg i øvrigt driver med stor succes og har gjort det de seneste tre år.

Hvad er ambitionerne for PRO Fodboldskole? Kan I udvikle spillere til Superligaen og landsholdet?

- Ambitionen med PRO Fodboldskole er at bringe mere kvalitet og intensitet ind i de nuværende fodboldskoler, end det er tilfældet hos mange andre aktører på markedet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kris Stadsgaard lærer fra sig. Foto: PRO Fodboldskole

- Da vores PRO Fodboldskoler er anført af tidligere professionelle fodboldspillere, så har vi om nogen forudsætninger for, at det skal være muligt at kombinere netop kvalitet, intensitet og sjov, hvorved de fodboldglade drenge og piger får optimale forudsætninger for at udvikle sig.

- Hvorvidt vores fodboldskoler og øvrige privattræninger kan hjælpe spillerne til tops, må tiden vise, men vi har allerede haft fornøjelsen af at træne med flere af de største ungdomstalenter, så det er der umiddelbart meget, der tyder på.

Hvem er den bedste spiller, du har spillet henholdsvis mod og med?

- De fleste vil nok mene, at Cristiano Ronaldo er min dygtigste modspiller, men sandheden er bare, at jeg aldrig rigtig har været i direkte duel med ham, da han var venstre kant på daværende tidspunkt i Real Madrid. Derfor er det svært at vurdere for mig.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kris Stadsgaard og Cristiano Ronaldo. Foto: Getty Images

- Personligt er jeg stor fan af en spiller som Santi Cazorla, der var utroligt dygtig med begge fødder, både i sine vendinger samt korte og lange pasningsspil. Ham havde jeg både fornøjelsen af at spille mod i Villarreal og med i Malaga.

- I Malaga spillede jeg desuden også sammen med Isco, der havde et vanvittigt flow i sine bevægelser med bolden, om end han dog var en del mere etbenet end Cazorla.

Ærgrer du dig over, at der ikke fandtes VAR, da du spillede?

- Jeg synes generelt, at der mangler mere underholdning i fodboldverdenen, og VAR bidrager efter min mening ikke til at øge denne. Den fjerner nemlig målscorernes, medspillernes samt fansenes umiddelbare glæde ved en scoring. Så foretrækker jeg helt klart at blive snydt eller at få et fejlagtigt mål godkendt i ny og næ i stedet.

- Hvad angår dommerne, så synes jeg desværre, at mange af de nuværende dommere mangler overskud og situationsfornemmelse i kampene, hvor det desværre ofte bliver kæft, trit og retning, fremfor en sund og sjov løbende diskussion med spillerne.

- Her var den gamle skole rigtig stærke, for de formåede at lave sjov med spillerne undervejs i kampen, uanset om der blev dømt rigtigt eller forkert.

Er der noget fra din karriere, du fortryder?

- Der er naturligvis altid ting, som man gerne ville ændre, hvis man kunne. Hvis jeg kunne gå tilbage i tiden, så ville jeg helt klart forsøge at være langt mere udadvendt i min tilgang til medierne. Fodbold hører jo nu engang til i underholdsindustrien, og jeg føler egentlig lidt, at det også er spillernes ansvar at bidrage til dette frem for blot at agere marionetdukker, hvilket jeg jo også selv gjorde som aktiv.

- Størstedelen af fodboldspillerne svarer utroligt kedeligt på mediernes spørgsmål både før og efter kampene, hvilket ikke rigtig bidrager til underholdningsværdien, og alt andet end lige må gøre det hamrende kedeligt at se på og lytte til for folk hjemme i stuerne. Man kan jo nærmest forudse svarene på forhånd, og det skyldes naturligvis også, at klubberne lægger bånd på svarmulighederne for spillerne.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kris Stadsgaard står noteret for 26 kampe i Malaga-trøjen. Foto: Jon Nazca/Reuters/Ritzau Scanpix

- Derudover ville jeg gerne have taget langt flere chancer i mit spil igennem hele min karriere. Jeg gjorde det, da jeg spillede i FC Nordsjælland, Rosenborg og i min første tid i Malaga, og det var også der, jeg spillede bedst og havde det sjovest med min fodbold.

- Var jeg i tvivl om jeg skulle forsøge en gennembrudspasning eller drive bolden frem, så gjorde jeg det altid, men i min tid i FCK var jeg ofte for passiv og safe i mine beslutninger, hvilket var super ærgerligt, da jeg så ikke rigtig fik vist mit sande jeg frem.

- Apropos FCK, så var jeg glad for min første tid i klubben, men uden at skulle negligere FCK, så skulle jeg helt klart være blevet længere tid i udlandet efter min tid i Malaga. Jeg havde blandt andet en mulighed i Monaco, hvilket jo kunne have været spændende. Både for oplevelserne og den personlige udviklings skyld.

Du har ikke lagt skjul på, at du valgte at blive kontrakten ud i FCK på grund af blandt andet det økonomiske. Havde du nogen form for dårlig samvittighed i sådan en situation, når du ikke spillede, eller hvordan forholder man sig til det?

- I betragtning af hvordan FC København behandlede mig i min sidste periode i klubben, så var der ingen absolut ingen dårlig samvittighed fra min side. Man kan jo også vende den om og sige, at jeg heller ikke fik lønforhøjelse i mine gode perioder i FCK, hvorfor det jo blot er en del af gamet, at det går begge veje.

- I forlængelse af snakken om økonomien så vil jeg da gerne knytte en lille kommentar til, hvordan jeg ville drive en klub, hvis jeg ellers blev sportsdirektør en skønne dag. Hvis jeg en dag blev sportsdirektør, så ville jeg af ovennævnte årsager i langt højere grad lave præstationsbetingede kontrakter.

- Performer du, så får du den fortjente løn, og hhv. under- eller overperformer du, så får du naturligvis mindre eller mere. Altså en lavere grundløn, men med store bonusser såfremt klubben indfrier de fastsatte mål og endnu større bonusser, såfremt de overstiges.

Artiklen fortsætter under billedet.

Afslutningen i FCK blev ikke som håbet for Kris Stadsgaard. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- I Rosenborg fik man fx et flot beløb blot for at starte inde, hvilket jo ikke er en præstation i sig selv, hvis du spørger mig. I min optik bør man få 0,- for at starte inde, men en langt større bonus for at vinde kampen fx, og bonussens endelige størrelse kan så fx blive beregnet ud fra slutplaceringen i tabellen, eventuel europæiske kvalifikation med videre, så det også giver økonomisk mening for klubben i sidste ende.

Der var en kamp i FCK, hvor du råbte 'hold kæft' til Carsten V. Jensen i første halvleg og derefter blev pillet ud i pausen. Var det grunden?

- Hvis du spørger Carsten V. Jensen, så vil han nok sige nej, men det er ikke sandt. Det handlede nok mere om stolthed, og at han – naturligvis – skulle skifte mig ud for dermed ikke at miste ansigt overfor de andre spillere og kollegaer i klubben.

- Jeg fik simpelthen bare nok af den konstante råben ude fra sidelinjen, når den i min optik ikke gav mening i den givne situation. Som jeg husker det, så ville CV have, at jeg skulle angribe bolden efter et langt udspark, men det gav ingen mening, da angriberen ved min side var offside, hvorfor jeg blot kunne lade bolden køre, og vi så kunne starte vores opspil derfra.

- CV var dog ikke enig, men jeg havde bare fået nok, og nogle gange skal man turde sige fra og være tro mod sig selv. Lige i den situation blev jeg så den lille, da CV jo sad på magten, men CV og jeg har det helt fint med hinanden den dag i dag og taler helt fint sammen.

Husker du nogle beskidte tricks, der er blevet brugt imod dig i dueller, eller som du selv har brugt?

- Ikke rigtig da jeg sjældent opsøgte duellerne, men i stedet forsøgte at bryde bolden foran modstanderen. Jeg kan dog huske, at AaB’s Lukas Spalvis var decideret usmagelig, da vi mødte dem med FCK, for her han prøvede ved flere anledninger decideret at knække mine fingre af led ved blot at tage fat i dem og hive dem bagover, hvis det giver mening.

Artiklen fortsætter under billedet.

Uenighed mellem spillere fra AaB og FCK. Foto: Getty Images

- Det kunne dommeren desværre sjældent se, så netop her havde det måske været meget belejligt med VAR.

Du står noteret for 191 klubkampe i karrieren, men kun tre mål. Fik du ikke lov at gå med frem på hjørne, eller hvorfor blev det ikke til flere kasser?

- Det blev faktisk til fire, hvis den norske Super Cup tæller med. Der scorede jeg mod Aalesund og Anders Lindegaard i sin tid, men hvis man kan huske alle sine mål, så har man formentlig ikke scoret nok af dem.

- Det blev ikke til mange mål af den primære årsag, at jeg på grund af min fart, overblik og kommunikation ofte blev placeret som bagerste mand ved vores offensive dødbolde. Det passede mig egentlig også rigtig fint, da jeg altid har sat en ære i at forsvare, og mit forsvarsgen ikke rigtig kunne lide at overlade dette ansvar til andre.

- Af de fire mål så blev to af dem dog scoret i henholdsvis derbyet mod Brøndby og Real Madrid, så helt skidt var det ikke.


Kris Stadsgaard fejrer sin scoring mod Brøndby. Foto: Katrine Emilie Andersen/Ritzau Scanpix

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce