Hasle -143 mål i KS: Seriehold henter målmager
2022-07-15 08:30:02
Foto: Rønne fB

143 mål i KS: Seriehold henter målmager

Hasle IF har sikret sig Chriss Jacobsen, der har scoret 143 mål i 161 kampe for Rønne IK i Københavnsserien samt Edonis Emini, siger Mathias Jensen til bold.dk. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Hasle IF skal prøve kræfter med Københavnsserien i den kommende sæson efter oprykningen fra Bornholmsserien. 

Det bornholmske mandskab har derfor hentet forstærkninger til holdet, så det kan gøre sig konkurrencedygtigt. 

Hasle-cheftræner Mathias Jensen siger til bold.dk, at holdet har sikret sig Edonis Emini, der blandt andet har divisionskampe for Greve på CV’et samt Chriss Jacobsen, der har scoret mål på samlebånd for Rønne IK i Københavnsserien. Hele 143 mål i 161 kampe er Jacobsen noteret for. 

Emini har senest spillet i Liria, mens Jacobsen har gjort sig i BK Fix. Før det var Jacobsen en del af BK Union.

Målmageren bliver vigtig i forhold til den offensive del. 

- Vi skal score på de chancer, som vi får, og Chriss (Jacobsen, red.) klapper dem ind. Når han har en chance, så putter han den ind. Det bliver vigtigt, når man bliver underdog, at de chancer, som man får, at man scorer på mange af dem, siger Mathias Jensen til bold.dk. 

Jensen kender Emini fra deres fælles fortid i Rønne, og forsvarsspilleren har en stor fysik, der kan hjælpe det nyoprykkede hold. Emini har også tørnet ud for NB Bornholm.

- Han er en midterforsvarer med store forcer i at læse spillet, og så er han duelstærk. Han vil på vores hold kunne hæve de andre med 20-30 procent, fordi han er så dygtig, som han er. Han bliver rigtig dygtig for vores defensiv, så det er rigtig glædeligt, at han vil hjælpe til.

Det er altafgørende for Hasle, at klubben forstærker sig. Ellers vil klubben ikke kunne gøre sig gældende i Københavnsserien, vurderer cheftræneren.

- Hvis vi bare havde fortsat med det hold, som vi har nu, så havde vi ikke haft en chance. Vi får noget tilgang, som har prøvet minimum Københavnsserien. Hvis det ikke var sket, så havde vi ikke haft en chance, siger Mathias Jensen til bold.dk.

Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce