AC Horsens var hårdt ramt mandskabsmæssigt til søndagens udekamp mod HB Køge. Frederik Rønnnow, Steffen Kielstrup, Mathias Nielsen og Thomas Kortegaard sad over med karantæne, mens Morten Rasmussen og Joakim Momme var ude med skader.
Derfor måtte træner Bo Henriksen ty til reserver og unge spillere, og de klarede opgaven flot. I overtiden sikrede Kjartan Finnbogason således østjyderne 1-1 i den svære udekamp.
- Rent taktisk stod vi, som vi gerne ville, og jeg er alt i alt godt tilfreds med vores indsats mod HB Køge. Vi sad på meget af spillet, og vi producerede adskillige målchancer, som vi så godt nok ikke scorede på, siger Henriksen til klubbens hjemmeside.
- De skabte jo ingenting, før de scorede til 1-0 ud af det blå, og det fik kampen til at ændre karakter. I perioden efter målet skulle vi lige finde os selv, men sådan noget sker jo i fodbold.
Henriksen er glad for, at de unge spillere, greb chancen.
- Ingen skal komme og sige, at vi ikke har noget talent eller nogen ungdomsafdeling i AC Horsens. Jeg synes, det var imponerende at se, hvordan Mads Bech gik ind og strålede af mod, optimisme og tro på tingene. Han er kun lige fyldt 16 år, og derfor havde det ikke været underligt, hvis han havde været lidt benovet over at komme ind på så stor en scene, men det var han slet ikke, siger Henriksen.
Mads Bech startede inde og fik en time i sin debut.


AC Horsens
Betinia Liga






























