Filip Bundgaard Kristensen er født den 3. juli 2004. 16 år og to dage efter fik han debut for Randers FC's førstehold, da han blev indskiftet med fem minutter tilbage af 3-2-sejren over Hobro.
Det gør ham samtidigt til den næstyngste debutant i 3F Superligaen - kun overgået af Horsens' Jeppe Kjær, der debuterede på sin 16 års fødseldag den 1. marts i år.
Den unge Randers-debutant er også noteret for syv landskampe for det danske U16-landshold, men det overgår en debut i landets bedste række.
- Det er meget større end at spille på ungdomslandsholdet. At spille med professionelle fodboldspillere i den her alder, det havde jeg ikke lige regnet med, så det er meget større.
- Det føles super spændende og mega fedt, at jeg har kunne debutere som 16-årig, og det er jeg stolt over, siger Bundgaard til klubbens hjemmeside.
Den unge spiller fik at vide dagen forinden, at han ville være i truppen til kampenm og det kom som en positiv overraskelse for den unge offensivspiller.
- Vi sad og spiste her oppe i lørdags, og så fik jeg at vide, at jeg var med på bænken. Så tænkte jeg bare: "Sker det her virkelig?".
Drømmene for karrieren stopper dog ikke ved en debut i Superligaen, selvom det er det, der tæller lige nu og her.
- Jeg drømmer om udlandet, men nu fokuserer jeg bare på at arbejde hårdt, og så tager jeg det, som det kommer.