2. december: Da bussen kørte fra Kjær

Ti år i Vejle og otte i Silkeborg nåede Peter Kjær, inden den tyrkiske storklub Besiktas, der dengang havde tyske Christoph Daum som træner, stod klar med en lukrativ kontrakt i august måned 2001. Sæsonens første kamp var tabt med 1-2, og da Fevzi havde droppet ved den lejlighed, blev der brug for en ny keeper. Den daværende landsholdsreserve var ikke i tvivl om, at han skulle takke ja, for drømmen om et udlandseventyr havde fulgt ham længe.

- Det lå lige for på det tidspunkt. Min alder var fremskreden, og her var der en konkret henvendelse. Min kontrakt blev underskrevet torsdag formiddag, og jeg spillede om fredagen. .Havde jeg sagt nej, var det ikke sikkert, at der var kommet noget andet.

- Hvis jeg skulle af sted var det ved at være oppe over, og jeg var glad for at få muligheden. Jeg var fyldt 35 år, da jeg tog derned og havde lidt at stå imod med, og det fik jeg også brug for, hvis jeg nu skal sige det på jysk, fortæller Peter Kjær til bold.dk om baggrunden for skiftet.

At beskrive Peter Kjærs ophold i Besiktas som et eventyr vil være en stramning. Det blev ikke engang til to måneder i en helt anden kultur for Kjær, der dog godt kunne lidenskaben og presset i Besiktas og tyrkisk fodbold.

- Jeg tror, jeg har været det sted, hvor fodbold går mest ind under huden på folk. Det er ekstraordinært. Det var den ultimative passion på godt og ondt og kun sejre talte. Stemningen op til kampene, under og efter kan dårligt beskrives. Folk snakker om engelsk fodbold, og jeg har selv spillet i Skotland, men her fik man virkelig en forståelse af, at fodbold betyder noget for folk, og jeg er glad for at have oplevet det. Alle havde et forhold til en klub, og oftest var det de tre store, Fenerbahce, Galatasaray og Besiktas, det handlede om.

- Når man er på de breddegrader, så er der ikke nogen, der kan forstå, at man kan tabe en fodboldkamp. Vi tabte en hjemmekamp til Istanbulspor. En kamp vi ikke skulle tabe, og tingene blev hurtigt paniske. Vi kunne ikke forlade vores stadion i fire timer, for tilskuerne havde en regning, som de syntes, vi skulle betale, så de bombardere os med kasteskyts. Men de samme folk var klar til at bære os igennem Besiktas-delen af Istanbul, når vi havde vundet. Der var passion hos alle folk, og det kunne jeg egentlig godt lide.

Der var dog også ting i Tyrkiet, som Peter Kjær ikke kunne lide. Han kommer fra en fodboldnation, hvor struktur er en dyd, men sådan var det ikke i Besiktas, hverken på banen eller udenfor. Nogle gange kom lønnen eksempelvis ikke til tiden, ved et andet tilfælde skulle der voldsom overtalelse for at få en dommer til at dømme videre, efter at tilskuerne havde sunget smædesange mod ham, og så var der det med den manglende kommunikation.

- I de danske klubber og på landsholdet var der altid styr på den defensive organisation, men sådan var det slet ikke i Tyrkiet.

- Tyrkerne er fremragende fodboldspillere, men bedst fremad banen. Jeg var en keeper, der levede meget af at kommunikere, men det var umuligt. Jeg havde en russer, en brasilianer og to tyrkere foran mig, og vi kunne kun kommunikere via armbevægelser, så det blev en kæmpe udfordring at lave store resultater. Normalt har man en indkøringsperiode, men det var der ikke noget, der var tid til.

Den manglende struktur var i sidste ende det, der fik Peter Kjær til at stoppe i klubben efter en turbulent tid, hvor der ikke var styr på ret meget. Hans sidste kamp blev mod Samsunspor. Opgøret var et par uger tidligere blevet afbrudt efter ti minutter, da græsset på Samsunspors hjemmebane var så glat, at det ikke egnene sig til fodbold.

Omkampen skulle så spilles på en neutral bane i Ankara i stedet, og det var ved den lejlighed, at Peter Kjær blev glemt på hotellet.

- Da vi skulle af sted, kom jeg ikke med spillerbussen, for den var kørt før tid, og det var ikke blevet kommunikeret til mig. Så jeg stod på vores hotel og måtte selv tage en taxa. I omklædningsrummet var jeg rasende, og i taxaen havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke gad mere og ikke ville spille kampen. Daum, der tog skylden for fejlen, sagde til mig, at det var jeg nødt til, for ellers ville jeg havne i store problemer, lyder det fra Kjær, der måtte forcere et pigtrådsregn for at komme ind til sine holdkammerater på stadion.

- Jeg var meget negativ, men spillede kampen og det gik fint. Jeg reddede blandt andet et straffespark.Men vi tabte, og Daum kom under pres. Han forventede selv at sige op den efterfølgende uge. Han sagde, at en ny træner ikke ville kunne bruge de spillere, han havde hentet, så han ville hjælpe os med at komme væk, hvis vi ville det.

- Det passede mig glimrende, for jeg havde taget beslutningen om, at jeg ikke ville bruge de sidste år af min fodboldkarriere på sådan noget. Jeg kunne ikke levere unde de præmisser. Jeg ville have det godt med at spille, men jeg glædede mig ikke til at skulle til træning og kamp, siger Kjær, der fik handlet en aftrædelsesordning på plads med Besiktas.

- Jeg har rost mig selv for en modig beslutning, og jeg føler det på ingen måde som et personligt nederlag, at jeg ikke var der længere. Jeg kunne bare været blevet i klubben og have taget lønnen. Da jeg var oppe i alderen, var det ikke sikkert, der var en ny klub klar, men heldigvis ringede Ebbe Skovdahl (En af Kjærs tidligere trænere i Vejle, red.) og fik mig til Aberdeen i Skotland.

Trods den turbulente tid i Istanbul, hvor Kjær som vesterlænding også oplevede angrebet på World Trade Center en dag før, at hans familie skulle flyve ned til ham, fortryder jyden på ingen måde sin tid i Tyrkiet.

- Jeg havde gjort det igen. Jeg har set en masse ting og lært en masse ting. Jeg har blandt andet lært, hvordan det går ud over fodboldspillet, hvis man ikke har fokus det rette sted. Man skal have glæden med. Det har jeg taget med mig. Lige når man er i det, kan man ikke se det sjove og positive i det, men bagefter er jeg glad for at sige, at jeg har oplevet det ekstreme både i negativ og positiv forstand, siger Peter Kjær, der så sent som sidste år mærkede, at man ikke glemmer tidligere spillere i Tyrkiet.

- Jeg dækkede Besiktas kamp mod Manchester United i arbejdsøjemed, og der kom fans hen til mig. De skulle have taget billeder, og jeg skulle svare på, hvad jeg lavede nu. Nihat (Kahveci, red.) kom hen og snakkede med mig, og jeg var egentlig lidt overrasket over, at han kunne huske mig, for det var ikke længe, vi spillede sammen. Det var jeg glad for, da han var en af de spillere, som jeg huskede tilbage på som en ekstraordinær god spiller, slutter Peter Kjær, der afsluttede sin fodboldkarriere i 2003 i Aberdeen.

Læs med igen i morgen, når vi igen snakker med en dansker, der har været eller er på eventyr i det mere fodbold-eksotiske udland.