19-årige Martin Egelund har spillet både U19 og reserveholdsfodbold i Esbjerg fB i denne sæson, men nu er han måske på vej væk fra den vestjyske Superliga-klub.
I hvert fald træner han i disse dage med hos 2. divisionsklubben Skive IK.
Den unge offensivspiller har scoret tre gange i ni U19-kampe i denne sæson, mens han på Esbjergs reservehold har scoret en enkelt pind mod Lyngby Boldklubs reserver.
Skive IK har desuden besøg af Mikkel Bækhøj, som hidtil har tørnet ud hos Morsø FC. Han har en fortid på FC Midtjyllands akademi, hvor han startede allerede som 13-årig.
Skive er i foråret på jagt efter tilbagevenden til landets næstbedste række efter sidste sæsons nedrykning.
Lige nu ligger Skive på andenpladsen i 2. divisions gruppe 1, hvor kun Kolding IF har gjort det bedre. Foråret skydes i gang med en hjemmekamp mod Ringkøbing IF.


Esbjerg fB
Skive IK
3F Superliga
CampoBet 2. division































