2026-09-08 19:37:22

Vigerslev melder ud: Hører ingen steder hjemme

En Vigerslev-spiller blev i weekenden politianmeldt for vold mod dommeren, og efter et ekstraordinært bestyrelsesmøde er Vigerslev Boldklub nu kommet med en udmelding.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Lørdagens kamp mellem AB Tårnby og Vigerslev Boldklub endte i en særdeles kedelig sag.

Opgøret i Københavnsserien blev afbrudt efter 22 minutter, fordi en Vigerslev-spiller i kølvandet på et rødt kort konfronterede og fysisk overfaldt dommeren, der faldt til jorden, løb væk og afblæste kampen.

Københavns Politi bekræftede efterfølgende, at der er indgivet en anmeldelse om vold i kølvandet på episoden.

Vigerslev Boldklub kom i første omgang med en kortfattet beklagelse på Facebook og varslede en officiel udmelding efter et ekstraordinært bestyrelsesmøde.

Den er kommet tirsdag aften:

Artiklen fortsætter efter billedet

International -Vigerslev melder ud: Hører ingen steder hjemme
Foto: Le

- Vi, bestyrelsen i Vigerslev Boldklub, skal først og fremmest undskylde overfor kampens dommer, linjedommere og Københavns Dommer Union. Det, kampens dommer blev udsat for på banen i lørdags på Tårnby Stadion, hører ingen steder hjemme.

- Klubben tager episoden særdeles alvorligt, og vi vil samarbejde fuldt ud med de relevante myndigheder og DBU København i forbindelse med kortlægningen af hændelsen.

- Den pågældende episode repræsenterer ikke de værdier, som vores klub, trænere og frivillige står for. Vigerslev Boldklub ønsker generelt et respektfuldt miljø, hvor dommere, spillere samt tilskuere kan færdes trygt.

- Vi ønsker ikke at kommentere yderligere på den konkrete sag, lyder det i udmeldingen, der er underskrevet bestyrelsen i Vigerslev Boldklub.

Bold har tirsdag aften spurgt bestyrelsesformand Per Green, om episoden får nogen konsekvenser for den pågældende spiller.

- Ingen kommentar, lyder det fra Vigerslev-formanden, der udelukkende henviser til klubbens udmelding på Facebook.

DBU København bekræftede mandag, at episoden er indberettet til disciplinærudvalget.

- Vi er bekendte med episoden og kan bekræfte, at vores dommerteam kort tid efter tog kontakt til dommeren. Vi følger selvfølgelig op med både ham og linjedommerne for at sikre, at de får den hjælp og støtte, de har brug for.

- Selve episoden er indberettet til vores Disciplinærudvalg, som skal vurdere, hvilke følgekonsekvenser hændelsen skal have. Vi udtaler os ikke om sagen, før den er færdigbehandlet, lød det fra turneringschef Claus Jakob Vogelius i en skriftlig udtalelse til Bold.

Se episoden i videoen til artiklen her.

Annonce

Denne artikel kan ikke kommenteres

Annonce