4. december: Kongekrabber og Dalai Lama

I 2001 stoppede Sepp Piontek sin imponerende trænerkarriere, der blandt andet havde gjort ham elsket i Danmark på grund af præstationerne med dynamitholdet i firserne. Piontek elskede også Danmark, men tyskeren har nu altid været sulten efter nye oplevelser og indtryk, hvilket da også havde bragt ham til Grønland i 1999.

- Jeg havde været ramt af en blodprop i hjertet, så jeg kunne ikke længere træne professionelle hold. Lægerne havde sagt, at jeg skulle undgå stress og passe på mig selv, så da Grønland spurgte om jeg ikke ville hjælpe, så takkede jeg ja. Det ville jeg meget gerne, siger Piontek

En af opgaverne for Sepp var, at han skulle overvære de grønlandske mesterskaber, der blev afviklet på en uge, og på den baggrund udtage landsholdet, der skulle deltage i Island Games på Isle of Man i juli 2001 mere end 10 måneder senere.

Sådan var vilkårene. For vejrforholdene og geografien på Grønland tillader nemlig kun fodbold i haller, og tre til fire måneder om året på 12 grusbaner, der lader en del tilbage at ønske. Piontek havde nogle gange om året spillerne til træning i Danmark, og når det foregik på Grønland, eksempelvis i Julianehåb, hvor Fifa senere har givet Grønland en kunstgræsbane, så var der lige nogle ting man måtte leve med som disciplineret cheftræner.

- Vi var midt i træningen, og så råbte nogle af spillerne 'hval'. Herefter fortrak de, da de havde fået øje på en hval, som de skulle ned og hjælpe med at bjerge og partere. For der er nogle regler for, at man får en del af kødet, hvis man hjælper til.

Spillerne, der niveaumæssigt befandt sig på noget, der mindede om Jyllandsserieniveau, havde dog stor respekt for Piontek. Han var utrolig vellidt på alle leder og kanter i befolkningen, der ofte bød ham indenfor til en kop kaffe. Han fik en helikoptertur over indlandsisen, hvis blot han gav en autograf, og så kom han på tur med hundeslæde og på hvalsafari, og selvom han ikke fik løn, så havde man vel sikret sig lidt i kontrakten.

- Der stod, at jeg kunne komme med ud og skyde rensdyr og sæler. Jeg prøvede, men havde nogle knæproblemer, der gjorde det svært, så jeg fik hverken ramt et rensdyr eller en sæl, lyder det fra Piontek, der også nød godt af, at Royal Greenland var sponsor for landsholdet.

- Jeg boede i Danmark, mens jeg var træner og rejste så til Grønland en uges tid af gangen. En dag holdt en frysebil fra Royal Greenland ude foran huset, og så var der ellers fisk, kongekrabber og rejer, siger Piontek, der fik testet sin fryser kapacitet ved den lejlighed, ligesom resten af gaden heller ikke gik ram forbi.

Ved Island Games, tabte Grønland i øvrigt til Rhodos og spillede uafgjort med Isle of Wight, men slog også senere Orkney blandt andre. Med al ære og respekt, så har turneringen, der i øvrigt kaldes Øernes Olympiske lege dog ikke den store bevågenhed, i hvert fald ikke til et andet opgør, som Grønland under Pionteks ledelse var involveret i.

I juni 2001 skulle man spille i Vanløse Idrætspark, og det var noget, der skabte international opmærksomhed. Modstanderholdet i den uofficielle venskabskamp var nemlig ikke et hvilket som helst mandskab.

Danske Michael Nybrandt var initiativtager bag det tibetanske landshold, og det var netop Tibet, der gæstede Vanløse, mens 16 danske og internationale tv-stationer dækkede kampen.

- Hele verden var opmærksom på kampen, da Tibet ikke bliver accepteret af Kina, og vi fik også problemer med Fifa. De ville ikke have, at vi spillede kampen, for de skulle ikke have problemer med Kina, og Udenrigsministeriet krævede, at vi ikke spillede, mens Kina truede med, at de ikke længere ville importere rejer fra Grønland, erindrer Piontek, der dog på ingen måde var i tvivl.

- Jeg ville gennemføre kampen. Fifa ville ikke optage os i deres forbund, så hvorfor skulle de bestemme, hvem vi skulle møde. Vi fik selv skaffet dommere, og interessen var enorm.

- Dalai Lama velsignede kampen, og der var bannere med 'Free Tibet'. Kampen blev udsat, fordi de mere end 5000 tilskuere, der var kommet fra hele Europa skulle ind, og de tibetanske landsholdstrøjer blev revet væk. Det var sjovt og virkelig en stor oplevelse, fortæller Piontek, hvis amputerede hold i øvrigt vandt med 4-1.

Sepp Piontek har siden sin afgang fulgt med i grønlandsk fodbold, og han har noteret sig, at en positiv udvikling. Omkring 5000 mennesker er aktive fodboldspillere på Grønland, men vejrforholdene og de lange afstande mellem de enkelte klubber, gør det hele svært.

Fodboldforbundet bruger næsten al sin energi på at skaffe penge til det årlige mesterskab, og det er klubberne selv, der skal betale den dyre transport af spillerne, men 70-årige Piontek, der blandt andet også har været landstræner på Haiti, håber fortsat, at Grønland, som nu trænes af danske Jens Tang Olesen, en dag bliver optaget i Fifa.

Læs med igen i morgen, når vi igen snakker med en fodboldpersonlighed, der har været eller er på eventyr i det mere fodbold-eksotiske udland.