Efter otte sejre i træk sluttede AGF-sejrsfesten på Vestegnen.
Men Jakob Poulsens tropper reddede 3-3 med to sene mål på Brøndby Stadion.
For AGF gik fra 1-3 til 3-3 på få minutter i slutfasen af opgøret.
Det blev en dag, hvor hovedparten af de 25.641 tilskuere kunne gå skuffet hjem, fordi Brøndby smed en klar 3-1 føring.
Der var enkelte opløftende præstationer undervejs, men det er naturligt, at Jacob Ambæks første scoring var en bedrift, der skabte opmærksomhed.
Steve Cooper har vist, han stoler på den 17-årige angrebskomet, der spiller på bekostning af den østrigske landsholdsspiller Michel Gregoritsch, fordi han lige nu er bedre.
Her er fem fokuspunkter fra opgøret:
Artiklen fortsætter efter billedet

Kan blive Brøndbys rekordsalg
Spiller fra hjemmeholdet i fokus:
17-årige Jacob Ambæk scorede sin første superligatræffer i sin ottende kamp i landets bedste fodboldrække.
Og netop den scoring beviste nogle af de kvaliteter, han besidder. Hurtig, beslutsom og træfsikker.
Tilliden til den unge komet er enorm fra Steve Cooper. Han brokkede sig lidt over, at Ambæk havde fået spilletid i tre U19-landskampe, men han spillede ham alligevel mod AGF, fordi han lige nu er den bedste angriber i Brøndby.
28.marts 2026 er en dato man imødeser med spænding på Vestegnen. For her fylder han 18 år og må forlænge sin aftale med op til fem år. Sker der en lang forlængelse, bliver han Brøndbys første salg over 100 mio. kr.
Hurtigheden er forsvundet
Spiller fra udeholdet i fokus
Henrik Dalsgaard var rykket ind i den centrale position i forsvaret efter fraværet af Frederik Tingager, der er ude med en skade i hofteregionen.
36-årige Dalsgaard, der har været kendt for sin hurtighed, lignede en snegl ved Brøndbys 1-0 scoring.
Jacob Ambæk trak enkelt forbi Dalsgaard, der – uden held - prøvede at hive de unge Brøndby-komet i trøjen.
Det var en situation, der udstillede forskellen på nutiden og fortiden i forhold til hurtighed på de første meter.
Målløse Mortensen
Statistik i fokus
Patrick Mortensen havde scoret i seks af otte seneste kampe mod Brøndby.
Men han havde ikke scoret i de to seneste opgør mod rivalerne. Og det blev så tredje gang i træk, han gik fra banen uden at score mod Brøndby.
Hjemmeholdet pakkede AGF-kaptajnen totalt ind. Han havde en svær dag på en af de normale yndlingsbaner.
Han endte med at forlade banen før tid. Det var ikke Mortensens dag på Vestegnen.
Masterclass kan noget særligt
Fans i fokus
Masterclass fra Vestegnen. Det var noget, der rungede på Sydsiden.
For er der nogen spillere, som er lidt mere populære end de andre, så er det dem, der har fået deres opdragelse i Masterclass.
Og det havde to af Brøndbys tre målscorere - Jacob Ambæk og Noah Nartey.
På modsatte afsnit var der totalt udsolgt blandt AGF-fansene. Og de julede til sidst efter de to sene scoringer.
Iskolde Cooper
Træner i fokus
Steve Cooper er manden med stenansigtet. Det er sjældent man ser en træner være så rolig, så afslappet, når ens hold scorer mod Superligaens tophold.
Men det kan Cooper. Han forfalder ikke til at juble, når Brøndby scorer. Han er iskold og vender bare rundt og går ind i boksen nede i det tekniske felt.
Waliseren kan nu se tilbage på en rimelig Brøndby-start med tre sejre, en uafgjort og et nederlag.

Hvem står stærkest inden sæsonstart?
Ugens Suppe | Afsnit 1Ugens Suppe er tilbage. Efter ni måneders pause er vi klar med en ny udgave af Bolds Superliga-podcast.
Læs mere
AGF
Brøndby IF
3F Superliga







































