Søndag stødte FC Nordsjælland og Randers FC sammen på Right to Dream Park.
To hold der befinder sig lige inden for top-6, hvilket de generelt har gjort i de seneste år.
Denne gang blev det en tæt affære mellem de to hold, hvor kun et enkelt mål kunne adskille dem.
Det faldt til FC Nordsjælland, som vandt med 1-0 takket være en Alexander Lind-scoring.
Angriberen var en af dem, der virkelig imponerede i søndagens kamp med hans store tilstedeværelse.
Artiklen fortsætter efter billedet

Randers FC var dog tæt på at bringe sig foran, men et mål i første halvleg blev annulleret efter et utrolig langt VAR-tjek.
Du kan læse Bolds fokuspunkter nedenfor.
Brølstærke Lind
Spiller fra hjemmeholdet i fokus
Alexander Lind virker til at trives i sin rolle, hvor han skal agere den stærke 9’er, som både står klar til at prikke bolden i mål, men lige så vigtig være en opspilsstation. Han viste prøver på sine kvaliteter flere gange. Først var han tæt på at heade FCN på 1-0, mens han kort efter skærmede bolden, hvilket sendte Daniel Høegh i bogen. Kort inden pause sparkede han bolden knastørt i nettet. Han begynder at ligne den spiller, der forlod Superligaen.
Greves erfaring
Spiller fra udeholdet i fokus
Med både John Björkengren og André Rømer ude af startopstillingen, var der et ekstra pres på Mathias Greve. Han skulle nemlig tøjle de unge drenge, som ellers befandt sig på midtbanen. Normalt tager den 30-årige Greve også meget ansvar, men i søndagens kamp gik rigtig meget af spillet igennem Randers’ nummer 17. Det var ofte ham, der satte de farligste angreb sammen for udeholdet, men i dagens kamp fremstod han meget alene med de offensive opgaver.
Hjemmeholdet scorer tre
Statistik i fokus
I de sidste fire indbyrdes kampe mellem de to mandskaber, har hjemmeholdet sparket bolden i kassen minimum tre gange. Der hvilede derfor også et pres på Nordsjælland, som også pressede godt på fra kampens første fløjt. Jens Fønsskov Olsen må faktisk være ret træt af, at de tre forreste ikke formåede at score i de første 25 minutter, hvor FCN fik store tilbud. Heldigvis for træneren slog Alexander Lind til, men det blev ikke det normale antal mål.
Hvor lang tid kan man vente?
Fans i fokus
’Så kom da videre’, lød det fra både FCN- og Randers-fans, da Randers i løbet af første halvleg fik annulleret sit mål af VAR. Der var tale om en snæver offside på Mohamed Toure, men det skulle tage hele 3 minutter og 54 sekunder at få det afgjort. Det, synes selv Randers-fansene, var for meget, mens stilheden og utålmodigheden også bredte sig på hele Right to Dream Park. Så lang en pause tåler et publikum ikke!
Fønsskovs tillid og bekymring
Træner i fokus
Jens Fønsskov Olsen havde valgt at stille med et purungt midterforsvar. Stephen Acquah og Noah Markmann på henholdsvis 19- og 18 år. Ofte er det et tilvalg i FCN at spille med de unge, men lige nu er det en nødvendighed på den position. Tobias Salquist har bøvlet en smule med skade og sad på bænken, men ellers er der ikke meget at tage af, efter Lucas Høgsberg, Kian Hansen og Erik Marxen ikke er i truppen længere. Bredden må bekymre FCN-træneren.

Hvem står stærkest inden sæsonstart?
Ugens Suppe | Afsnit 1Ugens Suppe er tilbage. Efter ni måneders pause er vi klar med en ny udgave af Bolds Superliga-podcast.
Læs mere
FC Nordsjælland
Randers FC
3F Superliga




































