Så er mesterskabsspillet skudt i gang.
Ballet blev åbnet på MCH Arena søndag eftermiddag, hvor FC Nordsjælland gæstede FC Midtjylland i en overraskende udesejr til FCN, der scorede dybt inde i tillægstiden.
Kampen bar præg af mange spilstop, hvor særligt et meget langt VAR-tjek i tillægstiden tog næsten uendelig lang tid.
Måske havde midtjyderne ømme stænger ovenpå torsdagens sejr over Nottingham Forest. I hvert fald var ulvene slet ikke lige så dominerende, som de har været i de seneste indbyrdes opgør på heden.
På tribunerne var landstræner Brian Riemer på plads for at se på kandidater til sin kommende landsholdstrup.
Her skulle han efter sigende kigge på tre B’er.
Artiklen fortsætter efter billedet

Her er Bolds fokuspunkter fra kampen.
Hvem af de tre B’er skal med på landsholdet?
Spiller fra hjemmeholdet i fokus
Landstræner Brian Riemer var på plads til eftermiddagens opgør. For nylig udtalte han til TV2, at han skulle kigge nærmere på tre B’er. Her er der med al sandsynlighed tale om Mads Bech, Victor Bak og Philip Billing. Sidstnævnte spillede ikke fra start, men de to andre gjorde begge en fin figur. Med tanke på landsholdets udfordringer i bagkæden kan det bane vejen for både Bech og Bak, der i så fald begge ville møde ind i lejren i god form.
Vigtige hænder
Spiller fra udeholdet i fokus
Det var et noget mere defensivt udtryk, Nordsjælland kom til Herning med, end de plejer. Formationen lignede en fem-back-kæde, som ikke er så hyppigt set i FCN. Med en mere defensiv tilgang har man også brug for, at ens målmand er der, når det gælder. Her leverede Andreas Hansen nogle vigtige redninger, der i sidste ende vandt tigerne kampen. Ham skal Jens Fønsskov være særligt glad for, når Nordsjællands bus ruller mod Farum.
Stimen brudt
Statistik i fokus
Midtjylland plejer at være stærke på hjemmebane. Før søndagens opgør havde ulvene nemlig ikke tabt på MCH Arena i 15 Superliga-kampe i streg. Denne stime blev dog brudt af FC Nordsjælland, der dybt inde i kampens tillægstid via en afretning sendte bolden i kassen. Resultatet er meget opsigtsvækkende med tanke på, at de to seneste indbyrdes opgør i Herning er endt 6-0 og 5-0 til Midtjylland. Derfor må Midtjylland-lejren være meget skuffede.
Det berygtede hegn
Fans i fokus
Hegnet på udebaneafsnittet på MCH Arena skabte meget omtale, da Brøndby gæstede FC Midtjylland i grundspillets afsluttende runde. Brøndbys fans fjernede nemlig metalhegnet, der mindskede udsynet for fansene. Metalhegnet var ikke tilbage til kampen mod FC Nordsjælland, men til gengæld var et stort net sat op. Det blokerer ikke udsynet i lige så høj grad, men spørgsmålet er, hvorvidt det er nødvendigt med både hegn og net.
Et halvt hold i Herning
Træner i fokus
Det var et noget desarmeret Nordsjælland-hold, der ankom på MCH Arena søndag eftermiddag. Udeholdet var uden både Alexander Lind, Ola Solbakken, Noah Markmann og Nicklas Røjkjær. Det tvang bl.a. Jens Fønsskov til at starte med Caleb Yirenki i bagkæden. Det var også et noget mere forsigtigt udtryk fra FCN end vanligt, der gjorde, at Nordsjælland vandt kampen. Imponerende resultat - særligt taget de seneste resultater i Herning i betragtning.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere

FC Midtjylland
FC Nordsjælland
3F Superliga

































