Det var en direkte duel om top seks på Cepheus Park søndag eftermiddag.
Rammen for en festlig eftermiddag i Randers var sat med MGP-musik inden kamp og Klubfællesskabsdag.
Tilskuerne blev forkælede med tre mål i første halvleg, og med TV-penge efter runden i sigte, havde begge klubbers kasserere et ekstra øje på kampen.
Randers trak sig sejrrigt ud af kampen og kan dermed gå på landsholdspause i den øverste halvdel af 3F Superligaen.
Her er Bolds fokuspunkter.
Tiltrængt scoring
Artiklen fortsætter efter billedet

Spiller fra hjemmeholdet i fokus
Det var svært at se forskel på de to scoringer, som Randers lavede i første halvleg. Begge mål faldt efter flade indlæg, og begge gange var Mohammed Touré involveret. Først var han i oplæggerens rolle til Nikolas Dyhr, der havde sneget sig med i feltet, inden Touré selv kunne lægge bolden i kassen fra tæt hold. Det må være tiltrængt for Touré at score for kun anden gang i denne sæson, og Randers vil håbe, at det kan få ham i gang med målscoringen.
Titallet klæder ham
Spiller fra udeholdet i fokus
Thomas Jørgensen er i denne sæson blevet Viborg FF’s helt store stjerne. Stort set alle angreb kom gennem ham, og han vandt mere eller mindre alle sine dueller - både offensivt og defensivt. Titallet på ryggen klæder den tidligere FC København-spiller, der ser ud til at have fået mere frihed under Nicolai Lund. Hans drev og driblinger med bolden er en fornøjelse at se. Det kunne godt trække op til det næste store salg i den gamle hovedstad.
Viborgs onde ånd
Statistik i fokus
Randers FC har nu vundet de seneste fire opgør over Viborg FF for kun anden gang i klubbens historie, hvilket vidner om et solidt tag på domkirkebyen fra de lyseblå. Det var en tæt affære søndag eftermiddag, men Randers var bare skarpere på dagen, hvor to flade indlæg ind i det lille felt og Mohammed Touré gjorde forskellen. Det må efterhånden give Viborgenserne mareridt, når de ser en lyseblå trøje.
MGP-fest
Fans i fokus
Der var lagt op til fodboldfest i Randers søndag eftermiddag. Inden kampstart var der koncert på banen, da Thomas fra MGP spillede ”storhittet ” ’Jeg er en Gamer’, som Randers skrev på deres hjemmeside. Sangeren blev flankeret af børn og trænere fra alle Randers’ samarbejdsklubber i anledning af Klubfællesskabsdag. Kampen dannede desuden rammen om Veteran Match. Tribunerne var dermed godt fyldte til at nyde storhittet og den målrige kamp.
De berømte halvrum
Træner i fokus
Rasmus Bertelsen havde tydeligvis haft fokus på løb i de såkaldte halvrum i hans taktiske oplæg til kampen. Randers’ to mål i første halvleg kom begge fra indlæg fra halvrum, som er området mellem det yderste af banen og banens midte. Det var godt set af Bertelsen og hans stab, at man kunne straffe Viborg og deres to angrebsivrige backs ved at spille bolden ned i de områder. Høj taktisk snilde, må man sige.

FCK og FCM jagter Beijmo
Hattrick | Afsnit 84Felix Beijmo har været en af AGF’s helt store profiler i guldsæsonen, men spørgsmålet er nu, hvor den svenske back skal spille efter sommerferien.
Læs mere

Randers FC
Viborg FF
3F Superliga


































