Hvilken fest!
Hvilken opvisning af Brøndby i almindelighed og Nicolai Vallys i særdeleshed.
Brøndby er klar til play-off runden i Conference League mod Strasbourg.
Efter 0-3 i Island, vandt de returkampen 4-0.
Det gjorde de på trods af, at Clement Bischoff blev smidt ud efter 18 minutter efter en tåbelig stempling på en modstander.
Men modgangen gjorde kun Brøndby stærkere.
De kæmpede, stod sammen og satte et massivt pres ind mod Vikingur.
Det var slet ikke til at se, at Brøndby var i undertal.
Det gav for alvor udbytte efter pausen, hvor Brøndby scorede hele fire gange.
Her har vi sat fokus på fem elementer fra kampen.
Vallys i topklasse
Spiller fra hjemmeholdet i fokus
Det var godt for Brøndby, at de fik forlænget den kontrakt.
For siden det er sket, har Nicolai Vallys ikke været til at styre.
Brøndby-kreatøren har ramt storformen på det helt rigtige tidspunkt.
Scoring i søndags og to træffere mod Vikingur. Samtidig stod han for forarbejdet til 3-0 træfferen med en genial pasning til Mats Köhlert, der fandt Filip Bundgaard.
Målet til 1-0 på hovedstød var en genialitet, 2-0 træfferen var også flot sat ind.
Når Nicolai Vallys præsterer, som det var tilfældet mod Vikingur, er han næsten umulig at hamle op med.
Gylfi falmede
Spiller fra udeholdet i fokus
Gylfi Sigurdsson er efterhånden blevet 35. Havde han en skridttæller på, ville den afsløre, han ikke er blandt dem, der løber mest på banen.
Men med sin enorme rutine fra Premier League har han en særlig evne til at placere sig de rigtige steder, så han ofte er i en god position.
Men det var ikke meget man så til den islandske profil på Brøndby Stadion.
Det er fortrinsvis også ham, der slår dødboldene. Og de blev slået bedre i det første opgør for en uge siden.

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix.
De bar Brøndby frem
Fans i fokus
Angrib brølede de fra Sydsiden. Og de fulgte op, så intet var til at misforstå: Vis I vil vinde.
Og det gjorde de. De kæmpede og sloges til trods for modgangen og en tåbelig udvisning til Clement Bischoff.
De blågule kunne ikke klage over opbakningen fra tribunerne.
For den var massiv. De stod bag spillerne, selv om der så sent som i søndags var stemningsboykot.
Men spillernes vilje og indstilling hjalp også på opbakningen.
På mange måder blev det en minderig aften for fansene, fordi de fik set, at spillerne virkelig kan, når de har kniven for struben.
Brøndby blev historisk
Statistik i fokus
Det havde været historisk, hvis Brøndby var røget ud. Måske den største europæiske nedtur nogensinde.
Det hører til sjældenhederne, at man vender 0-3 til samlet sejr, men det formåede Brøndby på en aften, hvor islændingene kun havde én afslutning inden for målrammen.
I europæisk sammenhæng er det første gang, at Brøndby har præsteret at vende 0-3 til en samlet sejr. En sejr, der nu går i historiebøgerne.
Men arbejdet er langtfra færdigt. Nu skal de forbi Frankrigs nummer syv - Strasbourg - for at komme i ligaspillet.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Bureau.
Birk fik endelig ilden at se
Træner i fokus
Frederik Birk var gennem hele følelsesregistret på en aften, hvor Brøndby viste tænder. Hvor den ild, han har efterlyst, både var på tribunerne og banen.
Udvisningen af Clement Bischoff gav ham bekymringer, fordi han skulle lave taktiske justeringer, men planen lykkes. Og nu skal han fuldføre svendestykket over to kampe mod Strasbourg.
Det bliver en enorm udfordring, men det er Frederik Birk og Brøndbys mål, at de skal være med i ligaspillet. Og så skal Brøndby toppræstere over to kampe.


Brøndby IF
ECL-kval




































