2021-04-02 11:00:00

896 dage ude: Berørt FCM'er ramte bunden

FC Midtjylland-forsvarer Kristian Riis er tilbage efter to et halvt års skadespause, der har budt på fem operationer, en depression og en stor tvivl på, om han nogensinde ville komme tilbage.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

FC Midtjylland kunne for knap to uger siden glæde sig over en 5-0-sejr over Vejle Boldklub, men for særligt én midtjysk spiller var kampen ekstra speciel.

Forsvarsspiller Kristian Riis blev indskiftet til de sidste ni minutter, hvilket sluttede to et halvt års skadeshelvede med i alt fem operationer omkring knæet.

For 24-årige Riis var det uvirkeligt, at han havde formået at kæmpe sig tilbage, og han var meget rørt i omklædningsrummet efter kampen.

- Jeg blev krammet og lykønsket, og Priske sagde også et par ord. Der havde jeg svært ved at holde tårerne tilbage, for jeg var meget rørt, fortæller Riis til bold.dk.

- Jeg skylder klubben og en masse mennesker en stor tak, men jeg kunne ikke rigtig sige noget efter kampen, fordi jeg var så slået bagover af det hele. Det var helt uvirkeligt og meget rørende.

- Det var en lettelse og en befrielse, og jeg havde brug for at bevise, at jeg var kommet ud på den anden side, siger Riis.

Uvisheden var det værste
Skadeshelvedet startede faktisk allerede, da Riis var udlejet til Vendsyssel i 2017/18-sæsonen, hvor forsvareren mærkede lidt omkring knæet.

Der var ikke rigtig noget på scanningen, så han ville godt kunne holde til at spille sæsonen færdig, og så kunne der komme styr på det i sommerferien, lød dommen.

I sommeren 2018 blev der så foretaget et mindre indgreb i Riis' knæ, og planen var, at han skulle blive klar på to-tre uger. Derfor blev han udlejet til Esbjerg, men han nåede kun at spille ét minut for vestjyderne.

Den 7. oktober 2018 mod AC Horsens blev Riis' sidste fodboldkamp i 896 dage.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -896 dage ude: Berørt FCM'er ramte bunden
Foto: Daniel Stentz

Et skadesmareridt ventede med i alt fem operationer, utallige tilbagefald og tonsvis af tvivl om, hvorvidt han nogensinde ville komme til at spille fodbold igen.

En lang periode gik Riis i uvished om, hvad der egentlig var galt med hans knæ.

- Jeg fik en infektion i knæet efter operationen, og det var det allerværste. Jeg gik i uvished om, hvad problemet egentlig var, og hvordan knæet ville være på den anden side, fortæller Riis.

- Ingen kunne fortælle mig, at jeg havde en skade, der gjorde, at jeg ikke kunne spille fodbold. Så genoptræningsforløbet var også svært, for hvordan genoptræner man fra noget, man ikke ved, hvad er?

- Når man har en korsbåndsskade, får man en tidshorisont, og der ved man, hvilke faser kroppen skal igennem for at hele. Jeg havde intet forløb at spejle mig i.

- Det har været så frustrerende, at der ikke kunne være en fast plan for, hvordan det skulle fixes, også fordi knæet reagerede underligt af og til.

- Jeg havde nok en depression
Kristian Riis havde gode dage, hvor knæet virkede i fremgang, men det kunne skifte hurtigt, og i de hårdeste perioder var han rigtig langt nede.

Udover visheden om, hvornår og om han kunne komme tilbage, følte han et kæmpe tomrum der, hvor fodbolden havde fyldt hans liv ud, siden han var ganske ung.

- Jeg blev ramt meget hårdt af, at jeg jo var fodboldspiller, uden at jeg var det. Fodbold er jo ens identitet. Rigtig mange kendte mig som fodboldspiller, og det gik op for mig, hvor mange man egentlig snakker med fodbold om.

- Jeg stod med følelsen af 'Jamen, hvad skal jeg så?' Jeg troede jo, jeg skulle spille fodbold, og i hverdagen var jeg jo også ude og genoptræne, men der var bare et stort tomrum, fordi jeg ikke kunne spille.

- Jeg følte stadig, at jeg kunne bidrage med andre ting end fodbold, så min identitet var ikke helt væk, men fodbold fylder jo bare meget i ens liv.

Riis brugte sin familie og sine venner meget i modgangen, men han havde også behov for at tale med en psykolog.

- Jeg havde nok en depression. Jeg var rigtig, rigtig langt nede, og jeg begyndte at tvivle på, at det overhovedet skulle lykkes at komme tilbage.

- Det var rart at kunne snakke ud med nogen, og det er der jo ikke noget forkert i. Nogle gange er det rart at tale med en, der står lidt udenfor det hele.

Tilknytningen til fodbold kan være så stærk, at den baner vejen for et comeback efter to et halvt år, har Riis indset.

- Det er min kærlighed til fodbold og min tro på, at jeg nok skulle komme igennem, der har gjort forskellen for mig. Jeg elsker det jo, og det har jeg prøvet at huske på i forløbet, siger han.

Ville ikke være forløbet foruden
At modgang giver styrke er en lidt af en kliché, men der er noget om det for Kristian Riis.

Faktisk ville han ikke være sit skadeshelvede foruden, for det har rustet ham - og ikke kun til tilværelsen som fodboldspiller.

- Det er nok den mest givende periode i mit liv rent psykisk. Jeg gav ikke op, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for, at det skulle lykkes, og det gjorde det. Det har givet mig en enorm vilje.

- På en eller anden måde ville jeg nok ikke have været forløbet foruden. Det giver mig noget helt andet i livet, til når jeg engang ikke længere er fodboldspiller.

- Når alt bare kører på skinner, glemmer man måske lidt, at man udlever sin drøm, siger Kristian Riis.

Kammeraterne fra hans årgang brager derudad i Superligaen, mens Alexander Scholz og Erik Sviatchenko sidder tungt på midterforsvaret i FC Midtjylland.

Det har været en hård erkendelse, at Riis har 'mistet' et kæmpe skridt i sin udvikling.

- To et halvt år er jo skræmmende lang tid, også når jeg ser alle mine venner slå igennem i Superligaen. Det har været rigtig hårdt, for jeg følte, at jeg også burde have været der.

- Jeg følte, at jeg var klar til at tage næste skridt, inden jeg blev skadet, så det var også hårdt på det givne tidspunkt, også fordi jeg var så ung, hvor det var en vigtig udvikling for mig, siger Riis.

Svært at fejre FCM's succes
FC Midtjylland har også rykket sig markant i Riis' skadesperiode, og det har nærmest kun været én lang succeshistorie for midtjyderne de seneste år.

Riis understreger, at han er glad på klubbens vegne, men det har været svært at finde overskud til at fejre succeserne, når man har været så ramt på det personlige plan.

- Man prøver jo så vidt muligt at fejre klubbens succes og være en del af dagligdagen, og jeg har prøvet at bidrage så godt, jeg kunne.

- Det har været svært at fejre sejrene på samme måde, fordi de andre har spillet, og jeg har bare været så langt fra holdet. Det har bare været svært at vise overskud, fordi jeg har været langt nede.

- Men det har været fedt at være vidne til FC Midtjyllands rejse, og jeg har prøvet at være en del af det.

FC Midtjylland har været enormt forstående i forløbet.

- Da jeg var længst nede, gav Midtjylland mig nogle ekstra fridage, og det betød rigtig meget, at klubben ikke opgav mig.

- De kunne sagtens have været hårde og kontante og overvejet min kontrakt, men de har været meget forstående og støttende.

- Jeg var nede og være U19-træner i en periode, hvor jeg syntes, at det hele var noget møg.

- Der gik det virkelig op for mig, at de jo er i gang med at opsøge den drøm, som jeg på en måde har fået opfyldt, fortæller Riis.

Uvis fremtid
I dag har både knæet og Kristian Riis det godt.

Der har dog ligget en mental opgave i at stole på knæet, for med så megen modgang kan man hurtigt blive bekymret.

- Jeg har haft en tendens til at være overfølsom, når jeg mærkede det mindste i knæet, for så troede jeg, der var meget mere galt, end der var.

- Men alle spillere mærker jo noget i knæet af og til, og det har jeg skullet vænne mig til. Der har været en mental opgave der, men jeg føler mig ikke hæmmet af det længere.

24-årige Riis har kontrakt med FC Midtjylland et år endnu, men han er indstillet på, at fremtiden måske ikke ligger i Herning.

- Jeg er fuldstændig indforstået med, at det måske ikke bliver her, og det tror jeg også, klubben er. Vi skal finde den bedste løsning, men jeg vil helt klart gerne give noget tilbage til klubben.

- Det er ikke noget, jeg tænker på lige nu. Jeg er bare lykkelig over at kunne spille fodbold igen, slutter han.

Kristian Riis er et produkt af FC Midtjyllands eget akademi, og han har spillet i alt 24 førsteholdskampe og scoret et enkelt mål.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

6 kommentarer

Se kommentarer
Annonce