








Et lille kvarter var der gået af kampen, før portugiserne tog første skridt mod at gentage resultatet.
Et hjørnespark havnede ude ved Bruno Fernandes igen, og Manchester United-kaptajnen slog et formidabelt indlæg med ydersiden, som fandt panden på Sporting-stopperen Goncalo Ignacio til 1-0.
Seks minutter senere ville Benfica-bomberen Goncalo Ramos også lege med, og da Luxembourgs bagkæde ikke fik distribueret en bold hurtigt væk fra eget felt, blev det dyrt.
Bernardo Silva tog bolden fra Mica Pinto, og så fandt han Ramos, der hamrede den fladt i målet til 2-0.
Ramos var ikke færdig og 10 minutter før pausen gjorde han det onde ved luxembourgerne efter et forrygende forarbejde af Rafael Leao, som fuldstændig udspillede sin direkte modstander på venstreback.
Artiklen fortsætter efter billedet

3-0 var stillingen nu, og der kan ikke have været mange på Estadio Algarve, der savnede Cristiano Ronaldo.
Der var nemlig ren legestue fra portugiserne, som formåede at få bolden i nettet flere minutter inde i tillægstiden, da Bruno Fernandes fandt Ignacio på ny.
Dermed stod der 4-0 til Portugal i pausen på to mål hver af Goncalo Ignacio og Goncalo Ramos.
Portugal udraderede Luxembourg
Diogo Jota ville også være med efter en lille times spil, hvor Liverpool-angriberen blev fundet helt fri bag et meget naivt Luxembourg-forsvar, som fuldstændig havde givet op mod overmagten.
Dermed stod der 5-0, og det lignede mere og mere en gentagelse af 6-0-kampen fra Luxembourg.
Fem minutter senere blev Diogo Costa tvunget ned i sin første redning, da Leandro Barreiro fik trykket af på keeperen, men han var vågen på stregen og det rene bur stod ved.
Indskiftede Ricardo Horta ville også være med, da Diogo Jota spillede ham fri på kanten af feltet, hvor Luxembourg fuldkommen havde opgivet at forsvare.
Derfor kunne Horta hamre bolden i nettet, som Anthony Moris trods en pote på ikke kunne redde.
7-0 skulle det også blive, da Diogo Jota fuldendte en utrættelig præstation fra portugiserne, som virkelig ønskede at udsende et statement mod lilleputnationen.
Bruno Fernandes meldte sig ind i kampen i det 83. minut, da han gjorde de til 8-0 og sidst men ikke mindst skulle Goncalo Ramos-afløsere Joao Felix selvfølgelig også på tavlen.
Han lukkede og slukkede en historisk kamp med en scoring til 9-0, som sendte portugisernes målgennemsnit for gruppespillet op på vanvittige fire mål per kamp.

EM
Luxembourg
Portugal


























