I slutningen af oktober måned var AB’s Benjamin Lee i Singapore. Her fik han mulighed for at vise sig frem for de forskellige klubber i Singapore, som var repræsenteret ved de træninger, der var arrangeret på initiativ af fodboldforbundet i Singapore.
Den unge offensiv-spillers far er fra Singapore, og derfor kan Lee optræde for Singapores landshold. Nu øges chancerne så væsentligt, for Lee har ophævet sin kontrakt med AB, og i stedet har han skrevet under på en kontrakt med klubben Young Lions i Singapore.
- Det er et hold i den bedste række. De har et princip om at benytte U23-spillere, og det handler også for klubben om at udvikle landsholdsspillere. Jeg fylder 23 næste år, så jeg kan kun spille i Young Lions i et år, inden jeg skal videre, siger Lee til bold.dk.
- Det er helt sikkert mit mål at komme på landsholdet dernede, og det er også derfor, jeg er blevet tilknyttet den klub. Der har været andre klubber på banen, som jeg har takket nej til, for Young Lions er den klub, hvor der er størst chance for at komme til at spille landsholdsfodbold.
Benjamin Lee, der tidligere har repræsenteret Frem, B93 og Vanløse i dansk fodbold, holder nytår i Danmark, hvorefter turen går til Singapore.
houlind@bold.dk


AB
Young Lions
Betinia Liga
S.League






























