AB spiller i eftermiddag reserveholdskamp mod Lyngby, og her er der et nyt ansigt med i truppen. Det drejer sig om Andre Felippe, som er et rimelig ubeskrevet blad, men den 26-årige offensivspiller kommer med fornuftige anbefalinger, siger AB’s sportschef, John Møller.
- Han er en svensk offensivspiller, som har været en tur i Portugal og spillet på næstbedste niveau dernede. Det er ikke en, vi kender så meget til, men vi har fået ham anbefalet gennem nogle gode kontakter i Sverige, og nu havde vi muligheden for at se ham i kamp i dag og tage ham med i træningen i ugens løb, siger Møller til bold.dk.
- Han skulle være dygtig på bolden og teknisk stærk og kunne noget frem ad banen. Han har ikke nogen klub, og det gør ham interessant, fordi vi kan tilknytte ham nu eller på et senere tidspunkt, hvis vi vil det.
Akademikerne har i de seneste reserveholdskampe også haft Kevin Schmidt med, og han har leveret et fint indtryk.
- Kevin har gjort det fint. Det er lidt uheldigt, at han er låst, så han ikke kan spille kampe i efteråret. Men han spiller reserveholdskampene for os i efteråret, så vi kan se ham an, og han kan holde sig i gang, og så når vi når lidt længere hen på efteråret, tager vi stilling til, hvad der skal ske fremadrettet, siger sportschefen.
AB’s førstehold har i de første 12 kampe i 1. division høstet otte point og ligger næstsidst.


AB
Betinia Liga































