Premier League -Allan Nielsen ny teknisk træner hos Spurs
Foto: Tottenham
2014-04-01 12:14:02
Foto: Tottenham

Allan Nielsen ny teknisk træner hos Spurs

Tottenham har ansat deres tidligere spiller, Allan Nielsen, som ny teknisk træner. Den 43-årige dansker indgår i trænerstaben med ex-holdkammeraterne Tim Sherwood, Les Ferdinand og Steffen Freund.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

For ti år siden lagde Allan Nielsen støvlerne på hylden efter en karriere, der omfattede fire år i engelske Tottenham. Siden har han blandt andet arbejdet som agent, men nu vender han tilbage til Spurs.

Allan Nielsen er blevet ansat i en rolle som teknisk træner. Han bliver dermed genforenet med flere af sine tidligere holdkammerater, Tim Sherwood, Les Ferdinand og Steffen Freund.

Allan Nielsen fortæller, at der igennem længere tid havde været snak om det, og nu er det altså faldet på plads.

- Jeg var derovre i november og snakkede blandt andet med Tim, da han trænede U21. Han havde gjort det godt derovre og havde styr på alle ungdomsafdelingerne, og han synes, at det var sjovt, at både Les Ferdinand og Steffen Freund var der. Så snakkede vi lidt om, om jeg også var interesseret, siger Allan Nielsen til bold.dk og fortsætter:

- Og i fodbold kan tingene gå hurtigt. Lige pludselig overtager han managerrollen. Og ikke som det første men som det andet punkt på dagsordenen ringer han så til mig. Så vi er tre fra midtbanen dengang og så Les Ferdinand.

Om sin rolle forklarer Allan Nielsen:

- Ferdinand står for den offensive del, afslutninger og den slags, og jeg står for det tekniske. Inklusive dybe løb, for det mangler der lidt. Dybe løb ind i straffesparksfeltet. Så det skulle jeg ikke tænke over to gange. Det er en spændende udfordring, siger Allan Nielsen.

Da bold.dk fangede Allan Nielsen på telefonen, var han på vej til London for at skrive de sidste papirer under. Han forventer, at aftalen bliver offentliggjort senere på dagen.

Allan Nielsen huskes i Tottenham blandt andet for sit flyvende hovedstød, der i 1999 sikrede klubben triumf i Liga Cup-finalen mod Leicester.

Allan Nielsen er IKKE ansat som teknisk træner i Tottenham. Historien var bold.dks bud på en aprilsnar. Nielsen ernærer sig som spilleragent, og er nu bosat i Dubai.

Annonce
Annonce

21 kommentarer

Se kommentarer
Annonce