De guldrandede kontrakter hænger ikke på divisionstrænerne i disse tider. Det har HB Køge-backen Martin Arlofelt erfaret. Hans nuværende aftale med 1. divisionsklubben udløber ved årsskiftet, og i januar påbegynder han så en uddannelse til el-installatør. Det betyder samtidig, at han stopper sin fodboldkarriere, hvilket han er afklaret med.
- Det er jeg, men jeg skal da ikke kunne sige, om jeg kommer til at savne at være med, når det er helt slut. Det gør jeg sikkert, men hvis mit privatliv skal hænge sammen, så skal jeg finde en klub med et hold, der træner klokken 10 om formiddagen, og det gør jeg nok ikke, siger Martin Arlofelt til Dagbladet.
Martin Arlofelt startede fodboldkarrieren i Brøndby, inden han senere med stor succes skiftede til Køge for siden at rykke videre til Herfølge. I fremtiden står den på syvmandsfodbold med vennerne i ØZ i København.


Betinia Liga
HB Køge U19





























