AC Horsens har søgt en mand til sin venstre side, og man har derfor haft den tidligere Randers FC-spiller Mikkel Cramer med til træning. Det har nu udmøntet sig i en aftale, der gælder for resten af sæsonen.
- Mikkel Cramer viste målnæse og gjorde det rigtig godt i Superligaen, da han brød igennem for Randers FC, og han er sulten efter at komme op på det niveau igen efter en slem skade. Han er fortrinsvis kantspiller, men kan også spille back, og blandt hans forcer er løbene gennem kæderne og en god evne til at dukke op foran mål, siger cheftræner Johnny Mølby til klubbens hjemmeside.
- Vi valgte at tage Mikkel Cramer ind til prøvetræning, og han har grebet chancen med en fin træningsindsats. Han er en ung, målrettet og seriøs spiller, der brænder efter at vise sit værd i Superligaen igen, og det får han nu mulighed for at gøre hos os, supplerer sportsdirektør Jesper Hansen.
21-årige Cramer spillede i efteråret på en lejeaftale i AB.


AC Horsens
3F Superliga































