











De forsvarende pokalmestre fra Chelsea skulle lørdag eftermiddag forsøge at fastholde muligheden for at genvinde den engelske FA Cup, da Everton kom forbi Stamford Bridge. Det var Chelseas sidste opgør inden kampen mod FC København i Parken på tirsdag.
Det første opgør mellem Chelsea og Everton endte 1-1 i Liverpool, hvilket fremtvang en omkamp. Chelseas nye angriber Fernando Torres var spærret, da han allerede havde optrådt i FA Cuppen for sin tidligere klub Liverpool, mens Nicolas Anelka startede på bænken. Dermed var Didier Drogba den eneste rigtige angriber i startopstillingen, hvor han fik støtte af Salomon Kalou.
Gæsterne fra Everton ankom med stor optimisme, og allerede efter tre minutters spil sendte Leon Osman et friskt forsøg af sted fra 18 meter, der dog let blev afværget af Petr Cech. Generelt var der dog ikke meget positivt at finde i de første tyve minutter, hvor kampen var præget af et hav af fejlafleveringer.
Bedre blev det dog umiddelbart senere i halvlegen, hvor John Terry fik en kæmpe mulighed for at bringe hjemmeholdet foran, da han fik serveret en ripost af Phil Jagielka, men Chelsea-kaptajnen misbrugte på det skammeligste, da han kun fik skrabet bolden over på træværket.
Den store chance bragte mere liv i kampen, og kort efter fik Chelsea efter hurtigt angrebsspil fremtvunget en god mulighed til Florent Malouda. Everton-keeper Tim Howard diskede dog op med en god redning, hvorfor stillingen stadigvæk var 0-0. Især Salomon Kalou var i hopla i denne fase af kampen.
Kort før pausen steg dramatikken yderligere, da først Florent Malouda, og dernæst Ramires måtte en tur i dommerens sorte bog. Først fik Malouda gult for en skrækkelig tackling på Seamus Coleman, mens Ramires fik gult for at kaste sig i Everton-feltet i et forsøg på at fremtvinge et straffespark.
Efter pausen var det så Evertons tur til at få to mand i dommerens sorte bog, mens spillet stadigvæk bølgede frem og tilbage. Frank Lampard var tæt på at score efter Ramires’ indlæg, men igen var Evertons amerikanske målmand Tim Howard på plads. Der blev ikke scoret i de første 90 minutter, hvorfor de to hold måtte ud i forlænget spilletid.
Her blev Nicolas Anelka introduceret, da han erstattede Florent Malouda, og Anelka skulle vise sig at have en afgørende fod med i spillet. Få minutter inden pausen i den forlængede spilletid vristede Anelka sig nemlig fri i Chelseas højre side, og med et fint indlæg fandt han via Drogba Frank Lampard, der sikkert sparkede Chelsea på sejrskurs.
Dramaet var dog langt fra overstået, og i overtiden af den forlængede spilletid lykkedes Evertons Leighton Baines at udligne efter et flot frispark, og dermed var det tid til straffesparkskonkurrence. Her brændte Leighton Baines dog sit forsøg, men da Anelka ligeledes brændte var der igen spænding om udfaldet. Synderen blev dog Ashley Cole, der sendte sit forsøg langt over målet, hvorefter Phil Neville sendte Everton videre til femte runde af FA Cuppen med sin scoring til 5-4.


Chelsea
Everton
FA Cup

































